U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

Ikke udtryk for afskedigelse – selv efter seks valgperioder

Østre Landsret har vurderet, hvorvidt en øvre aldersgrænse for adgang til en politisk post udgjorde en afskedigelse eller manglende ansættelse efter forskelsbehandlingsloven.

Skrevet af

Elisabeth Krusegård Nielsen

Tobias Bessing

I 2022 fastslog EU-Domstolen, at en politisk valgt sektorformand var omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder. Du kan læse vores nyhed om afgørelsen her. Under landsretssagen anerkendte den faglige organisation, at der var sket forskelsbehandling på grund af alder, og spørgsmålet var herefter alene, hvordan godtgørelsen for den forskelsbehandling, som den tidligere sektorformand havde været udsat for, skulle udmåles.

Sektorformanden havde været genvalgt til positionen hvert 2./4. år seks gange uden modkandidat. Ifølge den faglige organisations sektorlove kunne hun imidlertid ikke genopstille syvende gang, fordi hun var fyldt 63 år. På baggrund af EU-Domstolens dom anerkendte den faglige organisation, at sektorformanden var omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling, og udbetalte 25.000 kr. for manglende ansættelse i overensstemmelse med Ligebehandlingsnævnets afgørelse.

Sektorformanden mente imidlertid, at godtgørelsen skulle udmåles efter praksis for afskedigelsen af lønmodtagere på grund af alder, bl.a. fordi hun havde været valgt uafbrudt i 17 år. Sektorformanden krævede derfor en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Landsretten fandt, at idet sektorformandens mandat hver gang var ophørt efter en kortere periode, og at det derefter var et krav, at hun blev valgt på ny, kunne godtgørelsen ikke udmåles efter samme praksis som for afskedigelser, uanset at sektorformanden havde været genvalgt seks gange uden modkandidat. Landsretten fandt derfor, at godtgørelsen passende kunne fastsættes til 25.000 kr.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at der udmåles forskellige godtgørelsesniveauer efter forskelsbehandlingsloven, alt efter om der er tale om forskelsbehandling som led i en afskedigelse eller som led i afslag på (fornyet) ansættelse, og at det ved flere på hinanden følgende ansættelser vil blive tillagt vægt, om vedkommende er garanteret fortsat ansættelse eller ej.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.