09.03.2021 | Diskrimination

Skrevet af

Rasmus Linding
Partner

Helbreds­oplysnings­loven versus forskels­behandlings­loven

Oplysningspligten efter helbredsoplysningsloven viger ikke for beskyttelsen efter forskelsbehandlingsloven.

Efter helbredsoplysningsloven er lønmodtagere forpligtede til at oplyse om sygdomme, som vil have væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde. Men gør det nogen forskel, hvis den pågældende sygdom samtidig kan anses for at udgøre et handicap efter forskelsbehandlingsloven? Det skulle Østre Landsret tage stilling til i denne sag.

Sagen handlede om en kvinde, der søgte en stilling som pædagog i en kommune. Ansøgeren havde få måneder forinden fået bevilliget en § 56-aftale efter sygedagpengeloven, da hun havde haft en del fravær bl.a. på grund af gigt. Dette undlod hun dog at oplyse om i forbindelse med ansættelsesprocessen og blev – baseret på de oplysninger, kommunen havde modtaget – vurderet som den bedst egnede ansøger.

Ansøgeren fik derfor tilbudt stillingen, men få dage inden hun skulle tiltræde, valgte hun at oplyse kommunen om sin § 56-aftale. Med oplysningerne om ansøgerens gigtsygdom var det kommunens opfattelse, at hun ikke længere var den bedst egnede ansøger til stillingen, og efter gennemført høringsproces blev tilbuddet om ansættelse derfor trukket tilbage grundet bristede forudsætninger.

Ansøgerens faglige organisation indbragte herefter sagen for Ligebehandlingsnævnet med krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnet afviste dog sagen med den begrundelse, at der først måtte tages stilling til, om oplysningsforpligtelsen efter helbredsoplysningsloven var overtrådt, hvilket Ligebehandlingsnævnet ikke selv havde kompetence til at afgøre.

Der blev herefter anlagt sag ved domstolene, hvor den faglige organisation gjorde gældende, at ansøgerens gigtlidelse var at anse for et handicap, og at hun derfor ikke havde været forpligtet til at oplyse om sin sygdom i ansættelsessituationen, da beskyttelsen efter forskelsbehandlingsloven i så fald ville blive illusorisk. Derudover blev det gjort gældende, at ansøgerens lidelser i øvrigt ikke var af en sådan karakter, at de var omfattet af helbredsoplysningsloven.

Heroverfor gjorde kommunen gældende, at ansøgeren ikke var at anse for handicappet, da gigtsygdommen på tidspunktet for annulleringen af tilbuddet om ansættelse ikke havde været langvarig. Kommunen gjorde derudover gældende, at selv hvis ansøgeren måtte anses for at være handicappet, så havde hun tilsidesat sin oplysningspligt, og derfor var kommunen berettiget til at annullere ansættelsen på grund af bristede forudsætninger.

Nærliggende risiko for uarbejdsdygtighed?
Med henvisning til U.2015.3220H lagde byretten til grund, at oplysningspligten efter helbredsoplysningsloven også gælder, hvis en lønmodtager må indse, at vedkommende lider af en sygdom, der medfører en nærliggende risiko for uarbejdsdygtighed.

Da ansøgeren nogle få måneder før sin ansættelse netop havde fået bevilliget en § 56-aftale, og da hun over en periode på 11 måneder havde haft 59 sygedage, var det rettens vurdering, at der konkret forelå en sådan nærliggende risiko for uarbejdsdygtighed. Ansøgeren havde derfor også været forpligtet til at oplyse om sin gigtsygdom i ansættelsessituationen.

I forhold til spørgsmålet om handicap anførte byretten herefter, at den begrænsning, som sygdommen havde medført, ikke havde haft en varighed, der kunne anses for langvarig, og at hun derfor ikke kunne anses for at være handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Arbejdsgiveren blev derfor frifundet.

Østre Landsret afgjorde sagen med en mundtlig tilkendegivelse, hvor landsretten udtalte, at byrettens dom ville blive stadfæstet, hvorefter den faglige organisation valgte at hæve anken.

Norrbom Vinding bemærker

  • at en ansøger er forpligtet til at oplyse om en sygdom, der vil have væsentlig betydning for ansøgerens arbejdsdygtighed, herunder hvis ansøgeren må indse, at der er en nærliggende risiko for, at en sygdom vil kunne medføre uarbejdsdygtighed,
    at denne oplysningsforpligtelse gælder, uanset om sygdommen samtidig måtte udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og
  • at beskyttelsen efter forskelsbehandlingsloven heller ikke af den grund bliver illusorisk, da der fortsat er mulighed for at gøre krav gældende om godtgørelse for eventuel manglende ansættelse begrundet i ansøgerens handicap.

Norrbom Vinding repræsenterede arbejdsgiveren i sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.