Skrevet af

I december 2014 fastslog EU-Domstolen i forbindelse med den præjudicielle forelæggelse af sagen, at der ikke gælder et generelt EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af fedme, og at fedme ikke i sig selv udgør et handicap. EU-Domstolen fastslog imidlertid også, at fedme under visse omstændigheder kan udgøre et handicap, hvis fedmen medfører en begrænsning, der hindrer medarbejderen i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre, og hvis denne begrænsning er af lang varighed.

Afskediget som følge af faldende børnetal
Sagen handlede om en dagplejer, der efter ca. 15 års ansættelse i en kommune blev afskediget som følge af faldende børnetal. Dagplejeren havde ikke på noget tidspunkt under ansættelsen vejet under 160 kg, og dagplejeren havde derfor under hele sin ansættelse været fed, således som dette begreb defineres af WHO.

Dagplejerens faglige organisation, FOA, fremsatte krav over for kommunen om betaling af en godtgørelse, under henvisning til at opsigelsen efter deres opfattelse var begrundet i dagplejerens fedme og derfor var i strid med EU-retten og Danmarks øvrige internationale konventionsforpligtelser, ligesom det blev gjort gældende, at dagplejeren havde et handicap og derfor var omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven.

Rettens afgørelse
Efter EU-Domstolens afsigelse af dom i den præjudicielle sag skulle Retten i Kolding træffe afgørelse i sagen.

På baggrund af dommen fra EU-Domstolen fastslog Retten i Kolding i 2016, at fedme ikke er beskyttet som et selvstændigt kriterium i EU-retten, og at fedme ikke i sig selv udgør et handicap.

Retten i Kolding fastslog endvidere, at dagplejeren ikke havde godtgjort, at han på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, ligesom retten også nåede frem til, at dagplejeren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at kommunen i forbindelse med afskedigelsen havde udøvet forskelsbehandling som følge af hans fedme.

Vestre landsret har nu stadfæstet denne afgørelse. Såvel byretten som landsretten fastslog endvidere, at der ikke var grundlag for en prøvelse af det krav, dagplejeren havde rejst, baseret på offentligretlige sagligheds- og sagsbehandlingskrav, idet FOA havde fravalgt muligheden for at gennemføre en sag om usaglig opsigelse i det fagretlige system.

Kommunen er dermed i det hele blevet frifundet i ankesagen.

Norrbom Vinding bemærker

• at Vestre Landsret med stadfæstelsen af byrettens afgørelse – og i overensstemmelse med retspraksis fra Højesteret – fastslår, at det er medarbejderen, der skal godtgøre, at medarbejderen på opsigelsestidspunktet havde et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven,
• at det endvidere med den afsagte dom er fastslået, at ikke enhver oplevet gene som følge af fedme vil kunne føre til, at medarbejderen anses for at have et handicap, og at medarbejderen således skal godtgøre, at medarbejderen i ikke uvæsentligt omfang har været begrænset i muligheden for at udføre sit arbejde, for at der kan siges at foreligge et handicap, og
• at både byretten og landsretten herudover også når frem til, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der rent faktisk blev lagt vægt på dagplejerens fedme i forbindelse med beslutningen om at afskedige ham.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.