Skrevet af

En arbejdsgiver har pligt til at sikre, at arbejdet i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres således, at påvirkningerne i det psykiske arbejdsmiljø er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. I denne sag var spørgsmålet, om en region var erstatningsansvarlig for en psykisk lidelse, som en social- og sundhedsassistent havde pådraget sig som følge af mobning udøvet af kolleger.

Social- og sundhedsassistenten havde været ansat i en årrække på et bosted, og det var hendes oplevelse, at det psykiske arbejdsmiljø blev tiltagende værre. Hun oplevede bl.a., at der var en hård tone, at hun blev beskyldt for at lyve, og at hun blev hånet, når hun stillede forslag. Dette fortsatte et halvt års tid, indtil hun indgik en fratrædelsesaftale med arbejdsgiveren på baggrund af en påtænkt afskedigelse grundet sygefravær og samarbejdsvanskeligheder.

Social- og sundhedsassistenten anmeldte den psykiske påvirkning af mobningen på arbejdspladsen som en arbejdsbetinget lidelse, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede, at hun led af en uspecificeret belastningsreaktion som følge af mobningen. Det blev endvidere vurderet, at hun havde et varigt mén på 10 % og et erhvervsevnetab på 45 %.

Social- og sundhedsassistentens fagforening fremsatte krav om godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne over for regionen. Organisationen gjorde gældende, at social- og sundhedsassistenten havde været udsat for mobning, hvilket ledelsen havde været bekendt med uden at gribe ind, hvorfor regionen havde forsømt sin forpligtelse til at sikre et mobnings- og chikanefrit miljø.

Regionen gjorde heroverfor først og fremmest gældende, at der ved den indgåede fratrædelsesaftale var gjort fuldt og endeligt op med ethvert økonomisk mellemværende. Endvidere gjorde regionen gældende, at det ikke var godtgjort, at social- og sundhedsassistenten havde været udsat for mobning, bl.a. fordi hun ikke have givet udtryk for dette over for ledelsen, og at hendes sygefravær skyldtes gener efter en fysisk arbejdsskade. De udfordringer, der havde været med omgangstonen, var forsøgt løst af ledelsen på relevant vis.

Mangelfuld håndtering af mobning
Byretten fandt, at forholdene omkring mobning eller chikane ikke havde været et tema ved forhandlingen af fratrædelsesaftalen, og social- og sundhedsassistenten var derfor ikke afskåret fra at rejse et erstatningskrav mod arbejdsgiveren herom, selvom det fremgik af aftalen, at ”sagen betragtes herefter for at være afsluttet og kan ikke genoptages”.

Blandt andet på baggrund af vidneforklaringerne i sagen fandt byretten, at social- og sundhedsassistenten havde pådraget sig en arbejdsskade som følge af mobning på arbejdspladsen. Byretten lagde endvidere til grund, at ledelsen var bekendt med, at hun blev udsat for mobning bl.a. på baggrund af flere henvendelser fra arbejdsmiljørepræsentanten herom. På trods af dette havde regionen ikke iværksat hverken konkrete eller generelle initiativer for at stoppe mobningen, og byretten fandt derfor, at regionen var erstatningsansvarlig.

Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af sagen og henviste i den forbindelse bl.a. til, at vidnernes forklaringer under hovedforhandlingen var understøttet af erklæringer afgivet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der var udfærdiget et års tid efter afskedigelsen, og at teamlederen havde deltaget på nogle af de møder, hvor en del af mobningen foregik, uden at gribe effektivt ind.

Landsretten vurderede endvidere, at det måtte anses for godtgjort, at de psykiske gener havde været udløsende årsag til sygemeldingen kort før afskedigelsen samt det videre sygeforløb herefter, indtil social- og sundhedsassistenten blev tilkendt et fleksjob. På denne baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen er en af de første i Danmark, hvor en medarbejder opnår medhold i et krav om erstatning for skader som følge af et dårligt psykisk arbejdsmiljø og understreger arbejdsgiverens forpligtelse til at sikre et chikane- og mobningsfrit miljø både generelt og konkret over for de medarbejdere, der giver udtryk for udfordringer i den forbindelse, og
• at afgørelsen i øvrigt er begrundet i de konkrete omstændigheder i sagen og formentlig skal ses i lyset af, at størstedelen af vidneforklaringerne, herunder forklaringerne fra ledelsesrepræsentanter understøttede, at der havde været et dårligt psykisk arbejdsmiljø, herunder som følge af uoverensstemmelser mellem medarbejderne, og at flere vidner endvidere også forklarede, at den hårde tone særligt var gået ud over social- og sundhedsassistenten.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.