U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

14.09.2022 | Diskrimination

Skrevet af

Sara Baldus
Senioradvokat

En dommers alder

Det udgjorde ikke ulovlig forskelsbehandling på grund af alder, at en tjenestemandsansat retsassessor blev afskediget, da han fyldte 70 år.

Med nogle enkelte undtagelser er en pligtmæssig fratrædelsesalder ikke tilladt i dansk ret under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder. Beskæftigelsesdirektivet, som reglerne udspringer af, giver dog EU’s medlemsstater mulighed for at tillade ulige behandling på grund af alder, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Denne sag ved Ligebehandlingsnævnet handlede om en af undtagelserne og betingelserne herfor.

Dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved domstolene afskediges, når de fylder 70 år. Det følger af tjenestemandsloven. Det var derfor også, hvad der skete for hovedpersonen i denne sag – en tjenestemandsansat retsassessor – da han fyldte 70 år.

Retsassessoren klagede til Ligebehandlingsnævnet, fordi han mente, at den pligtmæssige afgangsalder var udtryk for forskelsbehandling på grund af alder. Han henviste bl.a. til, at den generelle afgangsalder for tjenestemænd var blevet ophævet, at domsmænd kan virke til de er 80 år, og at vurderingen af berettigelsen af aldersgrænse måtte revideres i lyset af udviklingen i pensionsalderen og ændring i opfattelsen af aldersgrænser ved forskellige stillinger.

Arbejdsgiveren henviste til, at en pligtmæssig afgangsalder specifikt for dommere var blevet opretholdt, og at det måtte have været hensigten, at den skulle anvendes efter sit indhold.

Ligebehandlingsnævnet henviste til tjenestemandslovens forarbejder, hvor bl.a. fremgik, at opretholdelsen af afgangsalderen skyldes domstolenes centrale position i samfundet samt arbejdsbyrden ved domstolene, der stiller betydelige krav til dommernes arbejdsevne. Dertil kom, at der ikke er samme mulighed for at omplacere dommere til mindre krævende stillinger som for andre tjenestemænd.

På den baggrund fandt Ligebehandlingsnævnet, at den pligtmæssige fratrædelsesalder var objektivt begrundet i et legitimt formål, at den var hensigtsmæssig i forhold til formålet og ikke gik videre end, hvad der var nødvendigt.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen er et eksempel på anvendelsen af beskæftigelsesdirektivets mulighed for undtagelse fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder på et helt særligt område, og
  • at afgørelsen illustrerer, at der ikke (længere) gælder en generel pligtmæssig fratrædelsesalder for tjenestemænd, men alene for enkelte faggrupper, herunder dommere og jurister ved domstolene

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.