U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

08.04.2021 | Diskrimination

Skrevet af

Rasmus Linding
Partner

Den ”morgenfriske” mødebooker

Afskedigelsen af en medarbejder, der havde betydeligt sygefravær i forbindelse med sygdommen fibromyalgi, var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, da arbejdsgiveren havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.

Efter forskelsbehandlingsloven skal en arbejdsgiver iværksætte tilpasningsforanstaltninger, der er hensigtsmæssige, for at give en medarbejder med handicap mulighed for fortsat beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Men hvornår har arbejdsgiver gjort nok? Det skulle Vestre Landsret tage stilling til i denne sag.

Sagen handlede om en medarbejder, der var ansat i bookingafdelingen i et vikarbureau. Da medarbejderen fik konstateret sygdommen fibromyalgi, iværksatte virksomheden en række forskellige foranstaltninger for at fastholde den pågældende; bl.a. blev arbejdstiden nedsat ad flere omgange, og medarbejderen blev fritaget for weekend- og helligdagsvagter.

Derudover valgte virksomheden også at fritage medarbejderen for at arbejde om morgenen i spidsbelastningsperioden, da det af hensyn til driften var særlig vigtigt, at de medarbejdere, der mødte på dette tidspunkt, var stabile. Medarbejderen blev sidenhen sygemeldt på fuld tid, og af en mulighedserklæring fremgik, at medarbejderen havde behov for en tilpasning af sine arbejdsvilkår i form af yderligere nedsættelse af arbejdstiden og mulighed for at få tidlige vagter igen.

Virksomheden afslog dog medarbejderens ønske om at arbejde tidligt om morgenen, da dette ikke ville kunne ske uden driftsmæssige forstyrrelser af virksomhedens behov for stabilitet i de kritiske morgentimer. Medarbejderen blev i stedet tilbudt at arbejde på et af vikarbureauets andre kontorer, men dette afslog medarbejderen bl.a. med henvisning til mertransporttid.

Medarbejderen blev efterfølgende afskediget, og i den forbindelse gjorde den faglige organisation gældende, at dette var i strid med forskelsbehandlingsloven, da virksomheden ikke i tilstrækkeligt omfang havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.

Tilpasningsforpligtelsen var opfyldt
Landsretten lagde til grund, at virksomhedens tilrettelæggelse af vagtplanen hvilede på saglige hensyn. Det var derfor heller ikke muligt for virksomheden at imødekomme medarbejderens behov for nedsat arbejdstid med arbejdsstart om morgenen uden driftsmæssige forstyrrelser, og det lå ikke inden for tilpasningsforpligtelsen at opnormere bemandingen i bookingafdelingen ved at ansætte yderligere en medarbejder.

På den baggrund fandt landsretten, at virksomheden ikke havde haft pligt til at tilbyde medarbejderen arbejde på nedsat tid som fast morgenvagt, da virksomheden dermed ville blive pålagt en uforholdsmæssig stor byrde.

Virksomheden havde således ikke tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse, og opsigelsen var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen er et konkret eksempel på, at det vil være en uforholdsmæssig stor byrde, hvis en arbejdsgiver som led i tilpasningsforpligtelsen skulle foretage en opnormering ved at ansætte yderligere en medarbejder på fuld tid.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.