Beskyttelse under graviditet by proxy

En tømrer, der blev afskediget under sin kærestes graviditet, havde krav på godtgørelse efter ligebehandlingsloven. 

Skrevet af

En arbejdsgiver må ikke afskedige en medarbejder på grund af graviditet. Hvis en medarbejder afskediges under graviditet, skal arbejdsgiveren godtgøre, at afskedigelsen ikke skyldtes graviditeten. I denne sag skulle Vestre Landsret tage stilling til, om afskedigelsen af en tømrer under dennes kærestes graviditet var i strid med ligebehandlingsloven.

En næsten udlært tømrerlærling fortalte medio marts sin kollega, som også havde en ledende rolle i den virksomhed, de arbejdede i, at hans kæreste var gravid, og at han forventede af afholde orlov. Ultimo marts blev tømrerlærlingen, der nu var blevet udlært tømrer-svend, fastansat i virksomheden.

Primo maj blev tømreren opsagt. Tre dage senere fik han den begrundelse for opsigelsen, at der var arbejdsmangel i firmaet. Tømrerens fagforening anlagde herefter sag mod firmaet med påstand om brud på ligebehandlingsreglerne og krav om betaling af en godtgørelse.

Under sagen blev en mailkorrespondance fra ultimo april mellem tømrerens leder og en HR-konsulent fremlagt. Af mailen fra HR-konsulenten fremgik det, at lederen kunne afskedige tømreren på to måder.

For det første var det en mulighed at opsige tømreren uden begrundelse med risiko for, at firmaet ikke efterfølgende ville kunne give en saglig begrundelse for opsigelsen. For det andet kunne tømreren modtage en advarsel for uhensigtsmæssig adfærd, og efter et par uger kunne han blive opsagt, hvis ikke han havde forbedret sin adfærd. I svaret fra lederen fremgik det, at han ville benytte sig af den første mulighed.

Fagforeningen gjorde under sagen bl.a. gældende, at der ikke var arbejdsmangel i virksomheden, da tømreren blev afskediget.

Det var arbejdsgiver ikke enig i. Arbejdsgiver gjorde således gældende, at man ikke havde udsigt til flere opgaver, da tømreren blev afskediget. Firmaet anførte derudover bl.a., at afskedigelsen ikke skyldtes graviditeten eller tømrerens ønske om at afholde orlov, men derimod, at tømreren havde været ufleksibel, da han fx havde nægtet at udføre arbejde langt væk fra sin bopæl. Det blev fremhævet, at tømreren var blevet tilbudt fastansættelse efter, at firmaet var blevet bekendt med kærestens graviditet.

Ingen saglig begrundelse
Tømreren fik medhold i byretten, men arbejdsgiver ankede dommen til landsretten.

Her blev dommen imidlertid stadfæstet, da landsretten fandt, at arbejdsgiver ikke havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke helt eller delvist skyldtes tømrerens kærestes graviditet.

Landsretten lagde ved sin vurdering bl.a. vægt på, at firmaet kort før afskedigelsen af tømreren havde ansat en anden tømrer i en tidsubegrænset stilling, hvilket ikke understøttede arbejdsgivers argument om, at der havde været udsigt til arbejdsmangel.

Derudover lagde landsretten vægt på, at en del af årsagen til, at tømreren ikke ville arbejde i en anden landsdel end den, han boede i, var, at hans kæreste havde haft komplikationer under graviditeten. Landsretten lagde endvidere vægt på, at mailen fra HR-konsulenten bar præg af, at der ikke havde været en saglig begrundelse for afskedigelsen. 

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at det er arbejdsgiveren, der efter ligebehandlingsloven har bevisbyrden for, at en afskedigelse under graviditeten hverken helt eller delvist er begrundet i graviditeten, og
  • at afgørelsen endvidere illustrerer, at den omvendte bevisbyrde i ligebehandlingsloven også omfatter den kommende far eller medmor under moderens graviditet.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.