Ansvars­pådragende langsommelig­hed

Beskæftigelsesministeriet var erstatningsansvarlig for, at funktionærlovens § 2 a om fratrædelses­godtgørelse først blev ændret 4 år efter EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen.

nvi_portraetter_done_014_web.jpg

Det følger af EU-Domstolens praksis, at medlemsstaterne kan ifalde et erstatningsansvar, hvis borgerne lider et økonomisk tab, fordi den nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med EU-retten. For at en EU-medlemsstat er erstatningsansvarlig efter EU-retten, er det blandt andet en betingelse, at den pågældende overtrædelse af EU-retten er tilstrækkelig kvalificeret.

Det følger af funktionærlovens § 2 a, stk. 1, at en funktionær er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, hvis funktionæren har været ansat i mindst 12 år hos arbejdsgiveren på fratrædelsestidspunktet. Efter den dagældende funktionærlovs § 2 a, stk. 3, gjaldt der dog den undtagelse i bestemmelsen, at retten til fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt, hvis funktionæren ved fratrædelsen ville oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og funktionæren var indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år.

I oktober 2010 fastslog EU-Domstolen (i Ole Andersen-sagen), at den dagældende funktionærlovs § 2 a, stk. 3, var i strid med beskæftigelsesdirektivets forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, således som bestemmelsen var blevet fortolket i dansk retspraksis siden 1973.

På trods af dette blev bestemmelsen først ændret i januar 2015 med virkning fra den 1. februar 2015. Det betød, at funktionærer ansat hos private arbejdsgivere i perioden frem til lovændringen i februar 2015 var afskåret fra at få udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, selv om deres arbejdsgiver havde afvist kravet under henvisning til den del af bestemmelsen i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, som EU-Domstolen havde fastslået var i strid med beskæftigelsesdirektivets forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

Finansforbundet som mandatar for en gruppe funktionærer ansat på det private arbejdsmarked anlagde derfor sag mod Beskæftigelsesministeriet og gjorde gældende, at funktionærerne var berettiget til erstatning for det tab, som de havde lidt ved, at de ikke havde været berettiget til fratrædelsesgodtgørelse efter dansk ret, selvom det var fastslået af EU-Domstolen, at den danske retstilstand var direktivstridig.

Funktionærlovens § 2 a, stk. 3, var ikke i sig selv ansvarspådragende …
Landsretten udtalte om den konkrete sag, at den dagældende funktionærlovs § 2 a, stk. 3, ikke var udtryk for så alvorlig tilsidesættelse af EU-retten, at der var handlet ansvarspådragende fra Beskæftigelsesministeriets side. Baggrunden for dette var, at der ikke havde været en sådan klarhed over rækkevidden af beskæftigelsesdirektivets forbud mod aldersdiskrimination og dets betydning for funktionærlovens § 2 a, stk. 3, forud for EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen.

Det stod imidlertid klart efter EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen i oktober 2010, at bestemmelsen var delvist uforenelig med EU-retten, hvorefter det havde påhvilet Beskæftigelsesministeriet som den ansvarlige danske myndighed at træffe de nødvendige foranstaltninger til hurtigst muligt at bringe den danske lovgivning i overensstemmelse med EU-retten.
Landsretten bemærkede, at myndighederne må indrømmes en rimelig frist til at overveje, om den gældende lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten efter afsigelsen af en præjudiciel dom af EU-Domstolen, og i givet fald hvorledes lovgivningen skal ændres. Landsretten bemærkede også, at det normalt vil være velbegrundet at iværksætte og gennemføre undersøgelser og vurderinger i umiddelbar forlængelse af den præjudicielle afgørelse, og at dette i overensstemmelse med sædvanlig praksis sker ved inddragelse af arbejdsmarkedets parter via Implementeringsudvalget.

… men det var den langsommelige lovgivningsproces
Landsretten fandt imidlertid, at Beskæftigelsesministeriet skulle have handlet hurtigere, efter Implementeringsudvalgets arbejdsgruppe havde holdt deres sidste møde i februar 2012, og det i den forbindelse stod klart, at der ikke kunne opnås enighed om en lovændring. Beskæftigelsesministeriet havde imidlertid valgt at afvente resultatet af de sager, der verserede ved domstolene. Funktionærloven blev derfor først ændret i februar 2015.

På den baggrund fandt landsretten, at Beskæftigelsesministeriet ikke havde godtgjort, at det havde været nødvendigt med så lang en lovgivningsproces, og at ændringen af funktionærloven kunne have været vedtaget forud for juni 2013, hvor den første af sagsøgerne fratrådte og ville have haft krav på fratrædelsesgodtgørelse, hvis der havde været gennemført en lovændring på dette tidspunkt.

Beskæftigelsesministeriet var derfor erstatningsansvarlig for et beløb svarende til det, sagsøgerne havde haft krav på i fratrædelsesgodtgørelse.

Norrbom Vinding bemærker

at dommen illustrerer,

  • at danske myndigheder kan ifalde et erstatningsansvar, hvis borgere har lidt et økonomisk tab som følge af en forkert implementering af EU-retten,
    at det dog er væsentligt at være opmærksom på, at Højesteret tidligere har fastslået (i U2019.2762H), at et erstatningskrav udløst af en forkert implementering af EU-retten er omfattet af forældelseslovens almindelige 3-årige forældelsesfrist, og
  • at sagsøgerne i den konkrete sag fra Østre Landsret dog havde sikret sig mod forældelse af deres krav ved at indgå en suspensionsaftale med Beskæftigelsesministeriet

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet