Skrevet af
Dyrepasseren og piloten
Det var ikke i strid med ligelønsloven, at en mandlig ministerchauffør modtog et højere kvalifikationstillæg end en kvindelig ministerchauffør, da han havde relevant erhvervserfaring.
Skrevet af
Det følger af ligelønsloven, at der ikke må ske lønmæssig forskelsbehandling på baggrund af køn, og at en arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Det gælder for alle lønelementer og lønvilkår. I denne sag skulle Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om en kvindelig ministerchauffør var blevet udsat for lønmæssig forskelsbehandling i strid med ligelønsloven.
Halvandet år efter, at kvinden var blevet ansat, ansatte arbejdsgiveren en ny mandlig ministerchauffør, som ved ansættelsen fik tildelt et varigt kvalifikationstillæg, da han tidligere havde arbejdet som pilot. Den kvindelige ministerchauffør havde arbejdet som dyrepasser i zoologiske haver i en lang årrække, inden hun blev ansat som ministerchauffør, men havde ikke fået et kvalifikationstillæg i forbindelse med sin ansættelse. De to ministerchauffører blev ansat efter identiske stillingsopslag.
Den kvindelige ministerchauffør indgav herefter en klage til Ligebehandlingsnævnet, hvori hun anførte, at hun var blevet udsat for lønmæssig forskelsbehandling i strid med ligelønsloven.
Den kvindelige ministerchauffør gjorde bl.a. gældende, at hun som den eneste kvindelige ministerchauffør tilmed havde en lavere løn end de fleste af hendes mandlige kollegaer. Derudover gjorde den kvindelige ministerchauffør gældende, at det ikke i lønfastsættelsen kunne tillægges vægt, at den mandlige ministerchauffør havde været pilot, da der ikke var tale om særlige kvalifikationer, der var efterspurgt direkte i stillingsopslaget, eller skulle bruges under ansættelsen.
Arbejdsgiver gjorde heroverfor bl.a. gældende, at et stillingsopslag ikke udgør en udtømmende opregning over, hvilke kvalifikationer der tillægges vægt ved lønfastsættelsen. Derudover bemærkede arbejdsgiveren, at den kvindelige ministerchauffør ikke var den eneste ministerchauffør, der ikke var blevet tilkendt et kvalifikationstillæg ved ansættelsen, idet flere mandlige ministerchauffører var blevet ansat uden kvalifikationstillæg.
Arbejdsgiver anførte endvidere, at der ved lønfastsættelsen var blevet lagt vægt på, at den mandlige ministerchauffør ved sin erfaring som pilot i særlig grad havde erfaring med at bevare overblikket i pressede situationer, at sætte sig ind i et kompliceret fartøjs tekniske funktioner, samt at påtage sig et stort ansvar for de passagerer, der var ombord.
Ingen formodning for forskelsbehandling
Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at den kvindelige ministerchauffør, i modsætning til sin mandlige kollega, ikke havde relevant erhvervserfaring for jobbet som ministerchauffør.
På den baggrund fandt nævnet, at den kvindelige ministerchauffør ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at den lønmæssige forskel mellem den kvindelige ministerchauffør og hendes mandlige kollega var begrundet i hendes køn.
Den kvindelige ministerchauffør fik derfor ikke medhold i klagen.
Norrbom Vinding bemærker:
Afgørelsen illustrerer, at forskel i aflønning kan finde sted, selvom der er tale om to medarbejdere med identiske stillinger og arbejdsopgaver, hvis dette fx er begrundet i relevant erhvervserfaring, selvom den konkrete erhvervserfaring ikke er efterspurgt i stillingsopslaget eller direkte svarer til de opgaver, der skal løses i den nye stilling.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.