U

Knowledge

News

Practice areas

People

Events

About us

Careers

Nye initiativer på arbejdsskadeområdet – lovforslag fremsat

Beskæftigelsesministeriet har fremsat et lovforslag, der blandt andet skal gøre det nemmere for medarbejdere at opnå erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdspladsen

Written by

Elisabeth Krusegård Nielsen

Karoline Stisen

Lovforslaget indfører dele af den politiske aftale om arbejdsskadeområdet, der blev indgået i september 2022. Formålet er at styrke og forbedre arbejdsskadesystemet ved en række konkrete initiativer, der blandt andet skal hjælpe den tilskadekomne tilbage på arbejde, forkorte sagsbehandlingstiderne og lette medarbejderes adgang til erstatning. Vi har i det følgende fremhævet de vigtigste nyheder for arbejdsgivere.

Fremme af arbejdsmarkedstilknytning
Staten, regionerne og kommuner, der er selvforsikrede arbejdsgivere, har i forbindelse med en arbejdsulykke p.t. ikke hjemmel til at afholde udgifter til indsatser, der understøtter medarbejderens arbejdsmarkedstilknytning, herunder give tilskud til smertebehandling, psykologbehandling eller forløb ved privat aktør mv. Det foreslås derfor, at der indsættes en hjemmel i arbejdsskadesikringsloven til, at selvforsikrede arbejdsgivere kan afholde disse udgifter.

Bødestraf ved manglende medvirken til sagsoplysning
I forbindelse med sagsbehandlingen af en arbejdsskadesag skal der indhentes en række oplysninger om arbejdsskaden fra flere professionelle aktører, herunder arbejdsgiver, sygehuse, læger, offentlige myndigheder mv. For at nedbringe sagsbehandlingstiden foreslås det, at de professionelle aktører skal besvare en anmodning om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at anmodningen er kommet frem, alternativt at oplyse, at aktøren ikke er i besiddelse af de efterspurgte oplysninger.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan efter 14-dagesfristen sende en rykkerskrivelse, og det foreslås, at de professionelle aktører kan straffes med bøde, hvis de ikke medvirker til sagsoplysningen senest 14 dage efter, at de har modtaget denne rykkerskrivelse.

Det foreslås, at bøde fastsættes til 5.000 kr. i førstegangstilfælde og det dobbelte i andengangstilfælde, hvorefter bøden kan forhøjes med 5.000 kr. pr. overtrædelse.

Undtagelse til politianmeldelse
Hvis en person er blevet udsat for en straffelovsovertrædelse som for eksempel vold, kan der tilkendes erstatning efter offererstatningsloven, hvis hændelsen anmeldes til politiet inden for 72 timer, og hvis kravet inddrages under straffesagen.

Kravet om politianmeldelse kan være uhensigtsmæssigt, hvis omsorgspersonale eller lignende har været udsat for en straffelovsovertrædelse på arbejdet af en person, som de drager omsorg for. Det foreslås derfor, at det i overensstemmelse med Erstatningsnævnets praksis tydeliggøres, at kravet om politianmeldelse fraviges, hvor pleje- og omsorgspersonale mv. er kommet til skade på arbejdet, og pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod en politianmeldelse.

Pligt til at tegne voldsskadeforsikring
Det foreslås at indføre en pligt for visse private og offentlige arbejdsgivere inden for socialområdet, ældreområdet, sundhedsområdet og undervisningsområdet til at tegne (eller være selvforsikrede i forhold til) en voldsskadeforsikring, der omfatter arbejdsskader, der finder sted på arbejdspladsen som følge af vold mod medarbejdere fra de borgere, som de drager omsorg for. Anvendelsesområdet vil både være straffelovsovertrædelser og andre voldelige hændelser, fx i forbindelse med magtanvendelsessituationer.

Det vil også være muligt for andre arbejdsgivere at tegne en frivillig voldsskadeforsikring.

Voldsskadeforsikringen vil betyde, at medarbejdere, som udsættes for en hændelse omfattet af voldsskadeforsikringens anvendelsesområde, vil kunne opnå godtgørelse og erstatning efter erstatningsansvarsloven, uden at kravet skal rejses ved domstolene.

Der er i lovforslaget lagt op til, at de foreslåede ændringer om voldsskadeforsikring og undtagelse til politianmeldelse i offererstatningsloven træder i kraft den 1. januar 2025 for arbejdsulykker, der er indtrådt efter denne dato. For så vidt angår de øvrige ændringer er den foreslåede ikrafttrædelsesdato den 1. juli 2024.

Norrbom Vinding følger lovgivningsprocessen og vender tilbage, når der er nyt herom.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.