U

Knowledge

News

Practice areas

People

Events

About us

Careers

09.11.2022 | Employment law

Written by

Rasmus Linding
Partner

Når pligten kalder, skal der svares

Det var berettiget, at en kommune bortviste en SOSU-assistent, som forlod sin arbejdsplads ved normal arbejdstids ophør i strid med et pålæg om overarbejde.

Hvis det er driftsmæssigt begrundet, kan en medarbejder som udgangspunkt pålægges overarbejde, endog med ganske kort varsel. Det følger dog af arbejdsretlig praksis, at en medarbejder efter omstændighederne kan være berettiget til at vægre sig imod overarbejde, hvis det er begrundet i særlige personlige forhold. I den vurdering indgår det bl.a., hvor vigtigt det er, at overarbejdet udføres, herunder af den konkrete medarbejder.

I denne sag skulle et afskedigelsesnævn tage stilling til, om det var berettiget at bortvise en medarbejder, som forlod arbejdspladsen på trods af at være blevet pålagt en nattevagt.

Sagen handlede om en SOSU-assistent, der arbejdede på et plejehjem. Af hendes ansættelseskontrakt fremgik, at hun var ansat med pligt til over- og merarbejde. Om natten var plejehjemmet bemandet med to SOSU-assistenter og én SOSU-hjælper. Af hensyn til driften og beboerne var det strengt nødvendigt, at der altid var mindst én SOSU-assistent eller sygeplejerske på arbejde, også om natten.

Under en aftenvagt modtog SOSU-assistenten et pålæg om at blive og tage en nattevagt, fordi de to SOSU-assistenter, der havde nattevagt, havde sygemeldt sig. Ledelsen havde forinden forsøgt at finde andre løsninger, bl.a. ved at kontakte plejehjemmets faste vikarer, men der kunne ikke findes en alternativ løsning.

Trods et meget klart pålæg om overarbejde, herunder med udtrykkelig besked om, at det kunne medføre bortvisning, hvis hun nægtede, tog SOSU-assistenten imidlertid hjem, da aftenvagten sluttede. SOSU-assistenten blev herefter bortvist.

Ingen god grund til overarbejdsvægring
Opmanden fandt, at bortvisningen var berettiget. Opmanden lagde vægt på, at behovet for at pålægge overarbejde skyldtes sygefravær og ikke dårlig vagtplanlægning fra ledelsens side. Der var heller ikke grundlag for at kritisere valget af SOSU-assistenten som afløser.

En af de to andre mulige afløsere på nattevagten havde nemlig et barn på 2 år og ingen til at passe barnet, mens den anden mulige afløser for nylig havde taget en ekstra nattevagt. SOSU-assistentens begrundelse for, hvorfor hun ikke kunne arbejde over, var, at hun havde lovet at hjælpe sin nyopererede 93-årige svigerfar med at tømme kateterpose og lave morgenmad mellem kl. 6-7, og at der ikke var andre, som kunne gøre dette.

Opmanden bemærkede i forhold til den begrundelse, at det ikke var godtgjort, hvorfor SOSU-assistenten ikke kunne hjælpe sin svigerfar efter kl. 7, fx mellem 7-8. Dertil kom, at SOSU-assistenten inden forklaringen om, at hun skulle hjælpe sin svigerfar, havde forsøgt sig med helt andre begrundelser, og at hun til at starte med havde oplyst, at hun kun ville tage nattevagten, hvis hun fik dobbelt løn og en ekstra fridag.

Da overarbejdsvægringen ikke var berettiget, udgjorde udeblivelsen et så fundamentalt tillidssvigt, at der var tale om grov misligholdelse, som berettigede til en bortvisning. Opmanden tillagde det betydning, at arbejdsgiver på forhånd indskærpede, at vægringen kunne medføre bortvisning.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at arbejdsgiver har en høj grad af frihed ved udvælgelsen af, hvilke medarbejdere der – når der foreligger et sagligt, driftsmæssigt behov – kan pålægges at udføre overarbejde, og
  • at afgørelsen også tjener til illustration af, hvorfor det er vigtigt, at en arbejdsgiver i forbindelse med et pålæg om overarbejde – i en situation, hvor der kan være grund til at tro, at medarbejderne ikke vil efterkomme pålægget – understreger, hvilke ansættelsesretlige konsekvenser manglende efterlevelse kan medføre, herunder fx opsigelse eller bortvisning.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.