Written by
Justeringer i udlændingelovens erhvervsordninger – lovforslag vedtaget
Folketinget har nu vedtaget en række ændringer i visse af udlændingelovens erhvervsordninger, bl.a. i forhold til kravet om dansk bankkonto. Ændringerne træder i kraft den 1. juli 2024.
Written by
I april fremsatte Udlændinge- og Integrationsministeriet et forslag til ændring af udlændingeloven, hvormed der blev lagt op til at justere i flere af udlændingelovens erhvervsordninger. Formålet var at gøre det mere enkelt for virksomheder i Danmark at rekruttere medarbejdere fra lande uden for EU. Dette lovforslag er nu vedtaget af Folketinget.
Vores nyhed om udkastet til lovforslag fra høringsfasen findes here. Efter høringen er der foretaget en række lovtekniske ændringer og præciseringer i lovforslaget, mens lovforslagets indhold i det væsentligste er uændret.
Lovændringen indebærer bl.a., at kravet om dansk bankkonto for udlændinge med opholdstilladelse efter forskerordningen eller efter fasttrack-ordningens almindelige beløbsspor, forskerspor, korttidsspor og uddannelsesspor, ophæves. For de øvrige erhvervsordninger (bl.a. beløbsordningen uden for fasttrack- og positivlisten) forlænges fristen for oprettelse af en dansk bankkonto fra 90 dage til 180 dage.
Derudover vil udlændinge kunne ansøge om forlænget ophold efter fasttrack-ordningens korttidsspor uden at skulle indhente ny arbejdstilladelse. Opholdets samlede varighed må dog fortsat ikke overstige 90 arbejdsdage pr. år.
Endelig bliver jobskiftereglen med lovændringen udvidet til også at omfatte udlændinge, som ønsker at skifte opholdsgrundlag, men uden at deres ansættelsesforhold ændres. Det betyder, at en udlænding, der indgiver en ansøgning om en opholds- og arbejdstilladelse efter en anden erhvervsordning, uden at det skyldes et jobskifte, vil kunne fortsætte med at arbejde under myndighedernes sagsbehandling af ansøgningen og ikke være tvunget til at afbryde ansættelsesforholdet.
Ændringerne i udlændingeloven træder i kraft den 1. juli 2024.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.