U

Knowledge

News

Practice areas

People

Events

About us

Careers

Betydningen af en fodmand

Arbejdsgiver var ikke erstatningsansvarlig for den skade, der skete, da en faglært maler med 30 års erfaring faldt ned fra en stige.

En arbejdsgiver kan blive erstatningsansvarlig for en medarbejders arbejdsskade, hvis arbejdet ikke udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. I denne sag skulle Østre Landsret tage stilling til, om en arbejdsgiver havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med en arbejdsskade, hvor en maler faldt ned fra en enkeltstige fra ca. 3½ meters højde.

Under udførelsen af maleropgaven frem til ulykkens indtræden havde maleren og en lærling fungeret som fodmand for hinanden, når de arbejdede fra stigen – den ene støttede altså stigen for at sikre den mod udskridning, mens den anden arbejdede på stigen. På skadetidspunktet havde maleren imidlertid valgt ikke at bruge en fodmand til stigen, som desværre skred ud og resulterede i, at maleren faldt ned og slog ryggen.

Maleren og hans faglige organisation anlagde herefter sag mod arbejdsgiveren med krav om erstatning. Maleren mente, at arbejdsgiveren havde handlet culpøst, idet der ikke var givet tilstrækkelig instruktion i, hvordan arbejdet skulle løses på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Maleren gjorde i den forbindelse gældende, at arbejdsgiver skulle have stillet et rullestillads til rådighed, hvilket maleren mente var den mest forsvarlige fremgangsmåde til opgaven, alternativt skulle arbejdsgiveren have instrueret i en forsvarlig anvendelse af de stiger, der var til rådighed for arbejdets udførelse.

Arbejdsgiveren frifundet
Byretten frifandt arbejdsgiveren for erstatningsansvaret, men maleren og den faglige organisation ankede dommen til Østre Landsret, der imidlertid stadfæstede dommen.

Landsretten lagde bl.a. vægt på, at maleren var faglært med mangeårig erfaring i faget, og at det var en sædvanlig og ukompliceret arbejdsopgave, som ikke krævede tilsyn eller særlig instruktion fra arbejdsgiverens side.

Landsretten tillagde det derudover betydning, at maleren ca. et år før ulykken havde deltaget i et kursus om bl.a. sikkerhed ved anvendelse af den type stiger, der var tilgængelige på arbejdsstedet, og at maleropgaven kunne udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt fra enkeltstigen – fx ved anvendelse af en fodmand – hvorfor et rullestillads ikke var nødvendigt for en forsvarlig udførelse af opgaven.

Norrbom Vinding bemærker, at dommen illustrerer

  • at der ved vurderingen af, om arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende, lægges vægt på, om arbejdsgiveren har sikret sig, at medarbejderen har de fornødne kvalifikationer til at løse den pågældende arbejdsopgave på forsvarlig vis,
  • at også medarbejderens erfaring og karakteren af det udførte arbejde har betydning for omfanget af arbejdsgiverens instruktions- og tilsynspligt, og
  • at der ved tilrettelæggelsen af arbejdet gælder en vis metodefrihed, når der er flere mulige fremgangsmåder, der er sikkerhedsmæssigt forsvarlige i forhold til udførelsen af den pågældende opgave, og at der således ikke er krav om, at det altid er den mest forsvarlige fremgangsmåde (eksempelvis anvendelsen af et rullestillads), der anvendes.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.