Written by

Der har flere gange under coronapandemien været adgang for arbejdsgivere til under visse forudsætninger at hjemsende medarbejdere med fuld løn uden arbejde og til gengæld modtage lønkompensation på maksimalt 30.000 kr. pr. fuldtidsansat medarbejder pr. måned fra staten. I denne sag skulle Vestre Landsret tage stilling til, hvordan en fuldt ud provisionslønnet tandplejers løn skulle beregnes under en sådan hjemsendelse.

Tandplejeren blev fra august 2019 ansat med 30 timer om ugen og tjente 30 % af sin månedlige omsætning samt feriegodtgørelse og pension af dette beløb.

Tandplejeren arbejdede under disse vilkår fra august-december 2019, hvorefter hun holdt orlov i januar-marts 2020. På grund af statens delvise nedlukning af tandlægeerhvervet i marts 2020 blev tandplejeren hjemsendt under lønkompensationsordningen i april og maj.

Der blev ikke indgået en aftale mellem tandlægeklinikken og tandplejeren om, hvilken løn hun skulle have under hjemsendelsen i april og maj. Derfor udbetalte tandlægeklinikken 30.000 kr. om måneden ligesom til de øvrige provisionslønnede medarbejdere, med hvilke der var indgået aftaler om lønnen under hjemsendelsen. Det var tandplejeren ikke tilfreds med, da hendes gennemsnitlige løn i august-december var næsten dobbelt så høj.

Tandplejerens faglige organisation indbragte sagen for domstolene, hvor den bl.a. gjorde gældende, at tandplejerens løn under hjemsendelsen skulle beregnes ud fra den gennemsnitlige sædvanlige løn forud for hjemsendelsen.

Heroverfor gjorde tandlægeklinikken bl.a. gældende, at tandplejerens løn under hjemsendelsen skulle opgøres ud fra, hvad tandplejeren ville have tjent, hvis hun ikke var blevet hjemsendt. Det var tæt på 0 kr., fordi tandplejeren næsten ikke ville have haft nogen omsætning, mens tandlægeklinikken var delvist nedlukket.

Ret til løn på baggrund af gennemsnittet forud for hjemsendelsen
Vestre Landsret konstaterede indledningsvis, at det fremgår af den relevante lovgivning og forarbejderne hertil, at medarbejdere hjemsendt under lønkompensationsordningen har ret til deres fulde løn i overensstemmelse med alle deres ansættelsesvilkår.

Herefter udtalte landsretten, at loven må fortolkes således, at medarbejdere, der hjemsendes under lønkompensationsordningen, har krav på den løn, som de kunne have tjent ”… såfremt der ikke forelå de ekstraordinære forhold, som førte til hjemsendelsen”.

I forhold til den konkrete sag bemærkede Vestre Landsret, at hjemsendelsen skyldtes særlige omstændigheder i form af den delvise nedlukning, samt at der ikke blev indgået nogen aftale om lønnen under hjemsendelsen. Derfor havde tandplejeren krav på den løn, hun kunne have tjent, såfremt der ikke forelå de ekstraordinære forhold, som førte til hjemsendelsen, dvs., såfremt tandlægeerhvervet ikke var blevet delvist nedlukket.

Ud fra sagens konkrete omstændigheder skulle lønnen under hjemsendelsen derfor beregnes som et gennemsnit af lønnen forud for hjemsendelsen og ikke ud fra, hvad tandplejeren ville have tjent i hjemsendelsesperioden, hvis hun ikke var blevet hjemsendt. Vestre Landsret gav således tandplejeren medhold i sin påstand.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen illustrerer, at arbejdsgivere – under iagttagelse af eventuelle begrænsninger i medarbejdernes individuelt og/eller kollektivt aftalte løn- og ansættelsesvilkår – kan overveje at aftale med medarbejdere, der er ansat med variabel løn som fx provision, hvordan de skal aflønnes i hjemsendelsesperioden, og
• at arbejdsgivere skal være opmærksomme på, at aftaler om lønnedgang skal være indgået forud for indtræden i lønkompensationsordningen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.