Written by
Øremærket barsel – Lovforslag om ændring af barselsloven fremsat
Regeringen har fremsat Lovforslag om ændring af barselsloven, der bl.a. indeholder de nye regler om øremærket barsel, der forventes at træde i kraft den 2. august 2022.
Lovforslaget er fremsat med udgangspunkt i den politiske aftale om implementering af orlovsdirektivet, som vi tidligere har omtalt here.
Lovforslaget indeholder en 24-24-model, hvor hver forælder får ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter barnets fødsel. Det nye udgangspunkt bliver på den måde en ligedeling. Formålet hermed er at understøtte, at begge forældre tager del i orloven med barnet. Samlet svarer de 48 uger med barselsdagpenge til retten efter de nuværende regler. Der vil også fortsat være ret til at forlænge fraværet yderligere, hvis forældrene er i beskæftigelse.
For mødre indebærer lovforslaget, at de fremover vil have ret til 24 ugers orlov efter fødslen bestående af 10 ugers barselsorlov, hvoraf de 2 første uger skal afholdes, og 14 ugers forældreorlov med barselsdagpenge. Heraf vil 8 ugers barselsorlov og 5 ugers forældreorlov kunne overdrages til den anden forælder. Hvis overdragelsen skyldes, at moderen genoptager arbejdet, vil de 8 ugers barselsorlov skulle afholdes i 3.-10. uge efter fødsel. Moderen vil også fortsat have ret til 4 ugers graviditetsorlov før fødslen.
For fædre og medmødre indebærer lovforslaget, at de vil have ret til 2 ugers fædreorlov efter fødslen og 22 ugers forældreorlov med barselsdagpenge. Heraf vil 13 ugers forældreorlov kunne overdrages til den anden forælder.
Med forslaget vil begge forældre altså få øremærket 9 ugers forældreorlov, der som et nyt krav skal afholdes inden for det første år efter barnets fødsel. Afholdes de øremærkede uger ikke, bortfalder de. Øremærkningen gælder ikke, hvis en forælder er selvstændig erhvervsdrivende eller ledig. Så kan hele barsels- og/eller forældreorloven overdrages til den anden forælder.
Hvis to forældre ikke bor sammen, foreslås det med lovforslaget, at 24-24-modellen fraviges, så udgangspunktet bliver, at den forælder, som barnet bor hos, får ret til yderligere 13 ugers barselsdagpenge, og at den forælder, som barnet ikke bor hos, i udgangspunktet kun får de 9 ugers barselsdagpenge svarende til den øremærkede orlov. Forældrene kan selv aftale en anden fordeling af de uger, der kan overdrages.
Soloforældre vil have ret til al orloven, så der kan afholdes op til 46 uger. Som noget nyt foreslås det, at selvvalgte solofædre sidestilles med selvvalgte solomødre.
Den nye orlovsmodel forventes at træde i kraft den 2. august 2022 og gælder for forældre til et barn, der er født på denne dag eller senere.
Yderligere nyskabelser fra 2024
Herudover foreslås det med lovforslaget, at soloforældre skal kunne overdrage en del af forældreorloven til nærtstående familiemedlemmer, fx bedsteforældre.
For LGBT+ familier foreslås det, at den ikke øremærkede orlov skal kunne overdrages til sociale forældre i form af den retlige forælders ægtefælle eller samlevende, donorer med en forældrelignede relation til barnet samt dennes ægtefælle eller samlevende, der har en forældrelignende relation til barnet.
Begge disse nye tiltag forventes at træde i kraft fra 1. januar 2024 og gælder for forældre til et barn, der er født på denne dag eller senere.
Lovforslaget forventes førstebehandlet den 25. januar 2022. Vi følger naturligvis lovforslagets behandling i Folketinget og vender tilbage, når der er nyt.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.