Written by

Arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven, som implementerer dele af arbejdstidsdirektivet, indeholder visse regler om tilrettelæggelsen af arbejdstiden, som indskrænker arbejdsgiverens mulighed for selv at tilrettelægge arbejdstiden i medfør af ledelsesretten. En af disse regler er den velkendte 48-timersregel, hvorefter en medarbejders gennemsnitlige ugentlige arbejdstid maksimalt må udgøre 48 timer over en referenceperiode på 4 måneder.

Spørgsmålet i denne sag var, om en arbejdsgiver havde overtrådt denne regel for en IT-medarbejder, som i flere perioder befandt sig på et skib døgnet rundt.

Det fremgik af IT-medarbejderens ansættelseskontrakt, at arbejdstiden var 37 timer om ugen eventuelt med overarbejde. Endvidere fremgik det blandt andet af kontrakten, at arbejdsstedet var på firmaets fysiske kontor og hos firmaets kunder i ind- og udland, herunder på skib i havn og under fart. Under ansættelsen var IT-medarbejderen flere gange i Spanien for at installere IT-udstyr i nybyggede skibe. To gange sejlede han med skibe fra Spanien til Grønland, og under sejladserne udførte han IT-arbejde.

IT-medarbejderen opsagde sin stilling og gjorde gældende, at han havde arbejdet i strid med 48-timersreglen, fordi han i de perioder, hvor han arbejdede ombord på et af firmaets skibe, stod til rådighed døgnet rundt, og at han derfor i disse perioder havde arbejdet 24 timer hver dag.

Parterne var uenige om, hvorvidt arbejdstiden udgjorde 24 timer i døgnet i de perioder, hvor IT-medarbejderen var ude at sejle. Der var dog enighed om, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke havde været over 48 timer om ugen, hvis alene den faktiske arbejdstid skulle medregnes.

Der var ikke arbejdet i strid med 48-timersreglen
Det afgørende spørgsmål i sagen var i bund og grund, om IT-medarbejderen havde stået til rådighed i et sådant omfang, at han reelt ikke havde haft fri på noget tidspunkt i de perioder, hvor han befandt sig på et af firmaets skibe.

Både byretten og landsretten frifandt arbejdsgiveren. Landsretten lagde vægt på, at det ikke alene på grundlag af IT-medarbejderens egen forklaring kunne lægges til grund, at han var pålagt at stå til rådighed 24 timer i døgnet, eller at dette var nødvendigt. Dette var heller ikke understøttet af de opgaver, som han havde på skibene, eller af vidneforklaringerne i øvrigt. Det forhold, at IT-medarbejderen lejlighedsvis modtog opkald og beskeder fra sin chef både i og efter arbejdstid, kunne ikke i sig selv føre til, at han kunne siges at have været på arbejde eller stået til rådighed hele tiden.

Arbejdsgiveren blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

• at dommen er endnu et eksempel, der bekræfter, at det er medarbejderen, som har bevisbyrden for, at 48-timersreglen er overtrådt, og
• at en medarbejder ikke uden videre kan siges at have udført arbejde i 24 timer i arbejdstidsdirektivets forstand, fordi medarbejderen i perioder opholder sig på steder angivet af arbejdsgiveren eller lejlighedsvist kontaktes efter arbejdstid.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.