Written by
Hjulene på bussen
Det var ikke berettiget at bortvise en buschauffør, der afslog at møde op til en tjenstlig samtale på en fridag. Det fastslog opmanden i denne tilkendegivelse fra faglig voldgift.
Hvis en medarbejder forsømmer sin arbejdsforpligtelse, kan en bortvisning være berettiget, hvis forsømmelsen er af grovere karakter. I denne sag skulle opmanden tage stilling til, om en chaufførs afslag på at møde op til en tjenstlig samtale på sin fridag havde en tilstrækkeligt grov karakter til, at det kunne udgøre et bortvisningsgrundlag.
Situationen var, at en bus i en længere periode havde kørt på et stærkt nedslidt dæk, uden at dette var blevet opdaget af nogen af bussens chauffører. Dette var i direkte strid med busselskabets nedskrevne procedurer for kontrol af busserne. Busselskabets direktør sendte på den baggrund en mail til de pågældende chauffører, hvor de inden for en fastsat frist skulle redegøre for, hvordan de fremover ville sikre procedurens overholdelse.
Én af chaufførerne vendte ikke tilbage til direktøren inden for den i mailen angivne frist, og direktøren indkaldte derfor chaufføren til en tjenstlig samtale, der skulle finde sted dagen efter. Chaufføren læste først mailen dagen efter, hvor han så straks ringede til direktøren. Direktøren fastholdt, at den tjenstlige samtale skulle gennemføres samme dag, ligesom direktøren ønskede samtalen gennemført på hovedkontoret, som lå ca. 100 km fra chaufførens ansættelsessted. Chaufføren afviste imidlertid at møde op til den tjenstlige samtale, med henvisning til at han havde fri den pågældende dag. Dette hændelsesforløb resulterede i, at chaufføren blev bortvist. Chaufføren havde i forvejen året før modtaget to skriftlige advarsler.
Chaufførens faglige organisation indbragte sagen for faglig voldgift og gjorde gældende, at chaufføren havde krav på erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden samt en godtgørelse, fordi også en opsigelse ville have været urimelig i situationen.
Uberettiget bortvisning
Opmanden konstaterede indledningsvis, at chaufførernes manglende opdagelse af de nedslidte dæk var en klar tilsidesættelse af deres lovpligtige og tjenstlige pligter, som klart berettigede busselskabet til at tildele dem en alvorlig påtale. Opmanden fandt dog ikke, at det beskrevne forløb kunne berettige en bortvisning af den chauffør, der ikke havde svaret, og som senere nægtede at komme til tjenstlig samtale samme dag.
Derimod fandt opmanden, at hændelsesforløbet – også henset til chaufførens begrænsede ansættelsestid på bortvisningstidspunktet sammenholdt med de to tidligere advarsler – berettigede til en opsigelse med overenskomstmæssigt varsel.
Buschaufførens påstand om erstatning for løn i opsigelsesperioden blev på denne baggrund taget til følge, hvorimod busselskabet blev frifundet for kravet om godtgørelse for urimelig opsigelse.
Norrbom Vinding bemærker
- at der som udgangspunkt ikke er noget til hinder for, at en arbejdsgiver indkalder en medarbejder til en tjenstlig samtale med kort varsel, og at en medarbejder som udgangspunkt har pligt til at deltage i den tjenstlige samtale, men
- at konkrete omstændigheder kan gøre, at en medarbejders afvisning af at deltage i en tjenstlig samtale ikke nødvendigvis udgør et bortvisningsgrundlag.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.