U

Knowledge

News

Practice areas

People

Events

About us

Careers

Written by

Yvonne Frederiksen
Partner LLM

En sjakbajs uden højdeskræk

En virksomhed blev idømt en bøde på 75.000 kr., fordi en sjakbajs arbejdede i 5,5 meters højde uden effektive sikkerhedsforanstaltninger, og fordi arbejdsgiver ikke førte tilsyn.

En arbejdsgiver kan ifalde strafansvar for medarbejderes brud på arbejdsmiljøreglerne, herunder manglende brug af beskyttelsesudstyr og sikkerhedsforanstaltninger, også selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiver. Arbejdsgiver undtages dog for strafansvar, hvis denne har opfyldt alle sine forpligtelser efter loven, herunder har tilrettelagt arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, har givet fyldestgørende instruktion og oplæring og har ført effektivt tilsyn med arbejdet. I denne sag skulle Vestre Landsret tage stilling til, om en virksomhed skulle have en bøde, fordi en medarbejder ikke anvendte det nødvendige sikkerhedsudstyr trods forudgående instruks om at anvende udstyret.

Sagen handlede om en sjakbajs, dvs. en formand for et hold medarbejdere, der arbejdede med at montere tagplader i 5,5 meters højde på et halbyggeri.

Inden opgaven påbegyndtes, blev medarbejderne instrueret i brugen af de relevante sikkerhedsforanstaltninger, herunder faldsikring i form af en sele, som medarbejderne skulle spænde sig fast med, når de arbejdede i højden. Derudover var der stillet lifte til rådighed, hvis medarbejderne foretrak disse frem for at gå på tagpladerne under monteringen.

Efter ca. 8 dage på halbyggeret foretog Arbejdstilsynet imidlertid et uanmeldt tilsyn, hvor den tilsynsførende konstaterede, at sjakbajsen arbejdede i 5,5 meters højde uden brug af faldsikring eller andre sikkerhedsforanstaltninger. Dette udgjorde et brud på arbejdsmiljølovens regler om arbejdets udførelse, som Arbejdstilsynet politianmeldte.

Arbejdsgiver fik bøde for medarbejderens overtrædelse
Landsretten stadfæstede byrettens dom og idømte således virksomheden en bøde på 75.000 kr. Indledningsvis konstaterede landsretten, at arbejdet ikke var udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Og som arbejdsgiver for sjakbajsen, der havde overtrådt arbejdsmiljølovens regler, hvorved der var fremkaldt fare for liv og helbred, kunne virksomheden ifalde strafansvar.

Herefter udtalte Vestre Landsret, at de i arbejdsmiljølovgivningen fastsatte undtagelser til strafansvar alene finder anvendelse, hvis arbejdsgiver har ført effektivt tilsyn med arbejdets udførelse. Landsretten lagde imidlertid til grund, at virksomheden ikke havde ført tilsyn med arbejdet i løbet af de 8 dage, det havde stået på, og henset til, at arbejdet måtte anses for ”farligt”, var der ikke ført effektivt tilsyn. Det gjorde ingen forskel, at der var tale om en standardopgave, at der var givet forudgående instruktion, eller at der var stillet lifte til rådighed for de medarbejdere, der foretrak dette frem for faldsikringen.

Afslutningsvis bemærkede landsretten, at den omstændighed, at sjakbajsen udførte arbejdet uden sikkerhedsudstyr, ikke kunne anses for at være så uforudsigelig eller upåregnelig, at virksomheden af den grund ikke kunne ifalde strafansvar for overtrædelsen af arbejdsmiljølovens regler.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer arbejdsgivers pligt til at føre effektivt tilsyn med arbejdets udførelse – særligt når der er tale om arbejdsopgaver, som kan indebære fare for medarbejdernes liv eller helbred – og at denne forpligtelse også gælder ved standardarbejde.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.