Written by
En dyr lærestreg
Det var berettiget at bortvise en lærer ansat på et bosted for børn og unge, som bevidst nappede et barn for at give barnet en lærestreg. Det har Retten i Randers netop fastslået i denne dom.
Det var berettiget at bortvise en lærer ansat på et bosted for børn og unge, som bevidst nappede et barn for at give barnet en lærestreg. Det har Retten i Randers netop fastslået i denne dom.
Magtanvendelse over for anbragte børn og unge kan efter omstændighederne være nødvendigt, men må alene ske i overensstemmelse med rammerne i voksenansvarsloven. Sker der magtanvendelse i strid med disse rammer, vil der være tale om ulovlig magtanvendelse, hvilket kan være en så væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, at det kan danne grundlag for bortvisning af medarbejderen. Det var tilfældet i denne sag, hvor retten fandt, at en lærer, som havde nappet et barn, havde tilsidesat sine ansættelsesretlige forpligtelser i en sådan grad, at en bortvisning var berettiget.
Læreren var ansat på et bosted for børn og unge. Et af børnene på bostedet havde nappet en af lærerens kolleger i armen. Det førte til, at læreren kort efter nappede det pågældende barn, så barnet udtrykte smerte. Læreren bekræftede over for kollegaen og senere over for ledelsen under en tjenstlig samtale, at han havde nappet barnet.
Da nappet gik ud over grænserne for lovlig magtanvendelse, blev læreren som følge af episoden bortvist.
En bevidst handling
Sagen endte for retten, hvor omdrejningspunktet for sagen var karakteren af lærerens fysiske kontakt med barnet.
I retten hævdede læreren, at der var tale om en berøring og ikke et nap, og at barnet ikke havde udvist tegn på smerte ved berøringen. Men da læreren allerede inden bortvisningen havde indrømmet, at han bevidst havde nappet barnet, og at det var for at lære barnet, at man ikke må nappe, lagde retten til grund, at der var tale om et bevidst nap, og at barnet havde udtryk smerte ved nappet.
Derfor var der handlet uden for rammerne af lovlig magtanvendelse, hvilket var en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet. Bortvisningen var derfor sket med rette. At sagen var anmeldt til politiet, som ikke havde fundet grundlag for at efterforske sagen, og at læreren havde høj anciennitet (mere end 15 år), kunne ikke føre til et andet resultat.
Norrbom Vinding bemærker
- det klare udgangspunkt er, at ulovlig magtanvendelse er en så alvorlig forseelse, at det kan begrunde en bortvisning.
Norrbom Vinding repræsenterede kommunen under sagen.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.