Written by

Offentlige ansættelsesforhold er underlagt det såkaldte dobbelte retsgrundlag, som indebærer, at det ikke blot er de ansættelsesretlige regler, som regulerer ansættelsesforholdet, men at de ydermere er reguleret af offentligretlige regler, herunder habilitets- og dekorumkravet. I denne sag skulle opmanden tage stilling til, om en byggesagsbehandler havde været inhabil og var blevet bortvist berettiget.

Sagen handlede om en byggesagsbehandler, som i flere tilfælde havde udarbejdet byggeansøgninger mod betaling for borgere i kommunen for så dernæst selv at indgive ansøgningerne til enten ham selv eller en kollega (med besked om hurtig sagsbehandling). I de sager, som han indgav til sig selv, traf han selv afgørelse. Da kommunen opdagede dette, blev byggesagsbehandleren bortvist.

Hans fagforening var imidlertid ikke enig i, at en bortvisning var berettiget, og fagforeningen mente desuden heller ikke, at en afskedigelse var rimelig, hvorfor sagen blev indbragt for en faglig voldgift.

Inhabilitet uden nogen tvivl
Opmanden skulle tage stilling til, om bortvisningen var berettiget, herunder om kommunen stiltiende havde accepteret byggesagsbehandlerens adfærd, og om der forelå retsfortabende passivitet.

Vedrørende selve bortvisningsgrundlaget bemærkede opmanden, at den udviste adfærd uden nogen tvivl var i strid med forvaltningslovens inhabilitetsregler, og at den gentagne tilsidesættelse af disse regler udgjorde et klart bortvisningsgrundlag. Det havde ingen betydning for bortvisningsgrundlaget, at statsadvokaten havde opgivet at sigte byggesagsbehandleren for at have misbrugt sin stilling som offentligt ansat, da en bortvisning ikke forudsætter en strafbar handling. Efter bevisførelsen fandt opmanden også, at byggesagsbehandleren i forbindelse med sagsbehandlingen bevidst havde søgt at skjule inhabiliteten.

Dernæst bemærkede opmanden, at der intet grundlag var for at antage, at ledelsen i byggesagskontoret hos kommunen havde accepteret, at byggesagsbehandleren bl.a. traf afgørelser i sager, som han selv havde en økonomisk interesse i. Det gjorde i denne henseende ingen forskel, at flere af medarbejderne i kontoret havde haft kendskab hertil, da det ikke var godtgjort, at ledelsen havde kendt til, at dette foregik.

Endelig bemærkede opmanden om spørgsmålet om retsfortabende passivitet, at kommunen ikke havde udvist en sådan adfærd, at retten til at bortvise var bortfaldet. Kommunen havde nogle måneder før bortvisningen modtaget nogle underretninger om byggesagsbehandleren, men det var anonyme henvendelser, der ikke nærmere specificerede de konkrete sager, det drejede sig om. Da kommunen derimod modtog en henvendelse om en konkret sag, blev der straks iværksat en gennemgang af byggesagsbehandlerens sager mv., og medarbejderen blev herefter indkaldt til tjenstlig samtale.

Norrbom Vinding bemærker

• at en offentligt ansats bevidste tilsidesættelse af forvaltningslovens regler om inhabilitet i afgørelsessager kan udgøre et bortvisningsgrundlag, og
• at når medarbejderen ikke er bekendt med arbejdsgiverens mistanke om, at medarbejderen har udvist en adfærd, der kan medføre ansættelsesretlige sanktioner, har medarbejderen heller ikke en forventning om, at der ikke ville blive reageret på denne, ligesom det ikke udgør passivitet, at en mistanke om uregelmæssigheder først skal undersøges, førend medarbejderen eventuelt konfronteres med denne.

Norrbom Vinding bistod kommunen under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.