Written by
25-årsreglen fløj ikke
Det ikke var i strid med ”25-årsreglen”, at et luftfartsselskab som led i en større afskedigelsesrunde afskedigede 18 medarbejdere med mere end 25 års anciennitet.
Afskedigelser begrundet i driftsmæssige forhold (fx besparelse) er som udgangspunkt saglige. Af Afskedigelsesnævnets praksis på DA/FH’s område følger imidlertid også, at hvis en arbejdsgiver af driftsmæssige årsager afskediger en medarbejder med over 25 års anciennitet, så er det arbejdsgiveren, der må godtgøre, at afskedigelsen er saglig. Om denne ”25-årsregel” var overholdt, var spørgsmålet i denne afskedigelsesnævnssag.
Sagen vedrørte et luftfartsselskab, som pga. de økonomiske følger af COVID-19-pandemien måtte gennemføre en større afskedigelsesrunde. Afskedigelserne berørte alle medarbejdergrupper, herunder også selskabets 276 flyteknikere og flymekanikere i Danmark.
Blandt andet fordi der var tale om en masseafskedigelse, blev der forud for afskedigelserne gennemført forhandlinger, hvilket reducerede antallet af flyteknikere og flymekanikere med 20.
De resterende 256 flyteknikere og flymekanikere blev bedømt ud fra en række kriterier, hvor medarbejderne kunne opnå op til 50 point. De, der blev afskediget, var som udgangspunkt dem med de laveste bedømmelser. 14 medarbejderes score var dog lavere, men for dem gjaldt der helt særlige forhold – fx at de var ansat i fleksjob, eller at de var uundværlige pga. deres kompetencer.
Anciennitet vægtede ikke tungere end kompetencer
Blandt de afskedigede flyteknikere og flymekanikere anlagde 18 sag mod luftfartsselskabet med krav om godtgørelse for usaglig afskedigelse i henhold til DA og FH’s hovedaftale. De 18 havde nemlig alle mere end 25 års anciennitet, og de mente derfor, at selskabet skulle have afskediget nogle andre.
Luftfartsselskabet blev dog frifundet. Opmanden lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på, at de vurderingskriterier, som medarbejderne var blevet udvalgt efter, var saglige, og at vurderingerne var blevet foretaget af erfarne ledere som led i en grundig proces.
De afskedigede medarbejdere var som udgangspunkt dem med de laveste bedømmelser, og de eneste undtagelser hertil var 14 medarbejdere, der bestred særlige hverv, havde særlige kompetencer eller var ansat i fleksjob. Af disse 14 havde 12 tilmed også en anciennitet på mere end 25 år.
Opmanden fremhævede i sin afgørelse også, at antallet af flyteknikere og flymekanikere med mere end 25 års anciennitet var meget højt i luftfartsselskabet – 47 % forud for afskedigelsesrunden. Forholdsmæssigt blev der således afskediget flere medarbejdere med kort anciennitet.
Opmanden fandt derfor, at selskabet havde foretaget en helhedsbedømmelse baseret på medarbejdernes kvalifikationer, som var nødvendig for at opretholde selskabets drift oven på afskedigelsesrunden. Dette var sagligt – også i lyset af 25-årsreglen.
Norrbom Vinding bemærker
- at afgørelsen illustrerer, at selvom medarbejdere med over 25 års anciennitet i et vist omfang er særligt beskyttet på DA/FH’s område, så er en arbejdsgiver ikke afskåret fra at afskedige disse medarbejdere som led i en større afskedigelsesrunde, så længe arbejdsgiveren kan godtgøre, at dette er påkrævet under hensyn til den fremtidige opgavevaretagelse.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.