Written by

Sagen handlede om en lærer, som siden august 2017 havde været ansat på en skole i en grønlandsk kommune, i hvilken kommune han – sammen med sine børn og ægtefælle – havde sin bopæl. Læreren blev den 21. november 2018 sygemeldt. Af en lægeerklæring af 7. december 2018 fremgik, at læreren var uarbejdsdygtig pga. sygdom i perioden 28. november 2018 til 3. januar 2019.

Læreren rejste den 3. januar 2019 til Bornholm sammen med sine to børn, mens ægtefællen blev boende i Grønland. Flybilletterne – som var enkeltvejsbilletter – var købt den 6. november 2018, dvs. forud for sygemeldingen, ligesom læreren den 31. december 2018 flyttede sin folkeregisteradresse til et hus på Bornholm, han havde ejet i en årrække. Børnene blev endvidere udmeldt af skolen i Grønland og indmeldt i en skole på Bornholm.

Den 10. januar 2019 modtog kommunen en lægeerklæring, som var udstedt af en læge på Bornholm, hvor det skønnede fravær var 3-4 uger. Herefter bortviste kommunen læreren. Det var læreren imidlertid ikke tilfreds med, fordi han var sygemeldt, hvilket han i overensstemmelse med personalehåndbogen havde meddelt kommunen. Læreren var – forklarede han efter bortvisningen – blot taget til Bornholm for at ”trække stikket”.

Læreren forklarede videre, at han i sommeren 2018 havde fået konstateret hjerteflimmer, og at han efterfølgende grundet arbejdspres fik bl.a. hjertebanken og søvnproblemer. At børnene flyttede med, skyldtes praktiske årsager, mens flytningen i folkeregistret var for at få adgang til det danske sundhedsvæsen, herunder for at få en lægeerklæring. Tanken var altså ikke, at flytningen var permanent, men ”worst case” indtil sommeren 2019.

Uenighed i Højesteret
Højesteret konstaterede indledningsvis, at der ikke var knyttet en bopælspligt til stillingen, ligesom der ikke forelå en typeforudsætning herom. Højesteret mente heller ikke, at lærerens pligt til at møde på arbejde ved raskmelding kunne begrunde et krav om, at læreren under sin sygemelding opholdt sig i kommunen eller i Grønland – uanset det potentielt ville tage flere dage, før læreren grundet afstanden kunne møde på arbejde.

Afgørende for bortvisningens berettigelse var herefter, om det kunne lægges til grund, at læreren ikke ville eller kunne opfylde sine arbejdsmæssige forpligtelser. Og her mente flertallet ikke, at kommunen havde haft et fornødent grundlag for at opfatte lærerens adfærd og flytning af folkeregisteradresse som en tilkendegivelse af, at han ikke ved raskmelding ville vende tilbage til sin stilling. Det kunne ikke føre til andet resultat, at flybilletterne var bestilt forud for sygemeldingen.

Mindretallet konstaterede, at læreren – uden at orientere sin arbejdsgiver – flyttede til Bornholm med sine børn, som blev indskrevet i dansk skole, at flybilletterne var bestilt forud for sygemeldingen, og at læreren flyttede folkeregisteradresse. Der var endvidere ikke på tidspunktet for flytningen grundlag for at antage, at uarbejdsdygtigheden ville være langvarig, ligesom det ikke kunne lægges til grund, at flytningen var begrundet i et behandlingsmæssigt formål – herunder var der ikke fremlagt dokumentation for lægelig behandling efter flytningen.

Mindretallet fandt derfor, at flytningen og lærerens adfærd måtte tages som udtryk for, at han ikke ville vende tilbage til sin stilling som lærer, når han blev rask. Kommunen havde derfor været berettiget til at ophæve ansættelsesforholdet med øjeblikkelig virkning.

Højesteret fandt således i overensstemmelse med flertallet, at bortvisningen ikke var berettiget.

Norrbom Vinding bemærker

• at dommen er konkret begrundet, og at der ikke ifølge Højesterets flertal forelå det fornødne sikre grundlag for, at læreren konkret ikke agtede at vende tilbage til sit arbejde som lærer efter raskmelding, men
• at det som anført af mindretallet er sådan, at såfremt det konkret – med det fornødne sikre grundlag – kan lægges til grund, at en ansat ikke agter at vende tilbage til sin stilling efter en raskmelding, er arbejdsgiveren berettiget til at ophæve ansættelsesforholdet med øjeblikke virkning.

Norrbom Vinding bistod kommunen under sagen for Højesteret

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.