Ingen grå hår i studiebaren

EU-Domstolen fandt, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ikke var til hinder for fastsættelsen af et alderskriterie for ansættelsen af en handicapmedhjælper

Written by

Det følger af beskæftigelsesdirektivet, at der ikke må ske forskelsbehandling på grund af alder på arbejdsmarkedet. I denne sag skulle EU-Domstolen tage stilling til, om det var i strid med forbuddet at fastsætte et alderskriterie i forbindelse med ansættelsen af en handicapmedhjælper i en situation, hvor kriteriet blev fastsat med henblik på at beskytte den handicappedes rettigheder.

Sagen omhandlede et tysk selskab, der leverede praktisk assistance og rådgivning til borgere med et handicap. Selskabet slog en stillingsannonce op, hvoraf det fremgik, at en 28-årig kvindelig universitetsstuderende, der havde et handicap, søgte kvindelige personlige hjælpere, som helst skulle være mellem 18 og 30 år gammel. Alderskriteriet var fastsat efter ønske fra den kvindelige studerende.

En 50-årig kvinde søgte stillingen og modtog et afslag, da hun faldt uden for den aldersgruppe, der var angivet i stillingsannoncen. Den 50-årige kvinde anlagde herefter sag mod det tyske selskab, idet hun mente, at hun var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin alder.

Det tyske selskab mente derimod, at der lå en legitim begrundelse bag alderskriteriet i stillingsannoncen bl.a. som følge af, at den kvindelige studerende skulle have hjælp til alle forhold i dagligdagen, og at alderskriteriet gjorde det muligt at opfylde den kvindelige studerendes meget personlige behov ift. hendes sociale liv som studerende på et universitet. Efter tysk sociallovgivning er der endvidere krav om, at berettigede ønsker fra ydelsesmodtagere efterkommes, såfremt de er rimelige, og at der tages hensyn til bl.a. ydelsesmodtagerens personlige forhold, alder og køn.

Den tyske domstol forelagde derfor præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen og spurgte, om forbuddet i beskæftigelsesdirektivet er til hinder for, at ansættelsen af en personlig assistent undergives et alderskrav, der er i overensstemmelse med national lovgivning, idet det er et krav, at der skal tages hensyn til individuelle ønsker hos personer, der på grund af deres handicap har ret til personlig assistance.

Alderskriteriet var berettiget
EU-Domstolen fastslog indledningsvis, at alderskriteriet udgjorde direkte forskelsbehandling på grund af alder, og spørgsmålet var herefter, om denne forskelsbehandling kunne begrundes i en af beskæftigelsesdirektivets undtagelsesbestemmelser, herunder om der var tale om en foranstaltning fastsat ved lov, som er nødvendig for at beskytte andres rettigheder og friheder.

I den forbindelse fastslog EU-Domstolen for det første, at alderskravet udgjorde en foranstaltning fastsat ved lov, idet den tyske sociallovgivning måtte anses for at forpligte udbydere af personlig assistance til at efterkomme ydelsesmodtagerens individuelle ønsker, herunder dem, der vedrører alderen på den person, som skal yde den personlige assistance.

EU-Domstolen tog herefter og for det andet stilling til, om alderskravet kunne anses for at indebære en beskyttelse af andres rettigheder og friheder, og bemærkede i den forbindelse, at hensynet bag den tyske sociallovgivning var at beskytte den handicappedes ret til selvbestemmelse. Dette skete bl.a. ved at sikre disse personers ret til selvstændigt at tage beslutning om personlig assistance, herunder kriterierne for udvælgelsen af den personlige hjælper. På denne baggrund og under henvisning til EU-charterets og FN-konventionens beskyttelse af handicappedes ret til selvbestemmelse fastslog EU-Domstolen, at alderskravet måtte anses for at indebære en beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

EU-Domstolen fastslog endvidere, at alderskravet også måtte anses for at være nødvendigt for at beskytte den kvindelige universitetsstuderendes selvbestemmelsesret i forbindelse med leveringen af den personlige assistanceydelse, bl.a. under henvisning til, at en personlig assistent i aldersspændet 18-30 år lettere ville kunne integrere sig i den kvindelige studerendes personlige, sociale og akademiske miljø.

EU-Domstolen fandt derfor – med forbehold for den tyske domstols endelige prøvelse – at alderskriteriet ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder.

Norrbom Vinding bemærker

• at EU-Domstolens afgørelse illustrerer, hvordan et kriterie beskyttet i henhold til beskæftigelsesdirektivet i visse situationer kan udgøre en begrænsning af andre personers individuelle rettigheder, og at beskæftigelsesdirektivet i sådanne tilfælde giver mulighed for at tilsidesætte principperne i direktivet for at sikre beskyttelsen af andres rettigheder, men
• at det er væsentligt at være opmærksom på, at den danske forskelsbehandlingslov, der implementerer det EU-retlige forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, ikke indeholder de samme undtagelsesmuligheder som beskæftigelsesdirektivet, og at det derfor i en tilsvarende situation i Danmark ville være nødvendigt at søge om en dispensation hos det relevante ministerium for at kunne lægge vægt på alder ved ansættelsen af en handicaphjælper.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.