Written by

Overenskomstgrundlaget skal fortolkes på baggrund af bl.a. ordlyden, parternes forudsætninger samt parternes fælles forståelse. Med udgangspunkt heri skulle den faglige voldgift i denne sag tage stilling til, om tre kliniske sygeplejespecialister kunne oppebære et årligt funktionstillæg efter en forhåndsaftale fra 2011 oven i et årligt funktionstillæg efter en forhåndsaftale fra 2016.

Sagen omhandlede tre kliniske sygeplejespecialister, som arbejdede på en lukket, psykiatrisk afdeling i Region Hovedstaden. Af overenskomsten på området fulgte bl.a., at der skulle aftales et tillæg for sygeplejersker, der var tilknyttet lukkede, sikrede afdelinger. I 2011 var der derfor indgået en forhåndsaftale om et årligt funktionstillæg på 18.000 kr.

I 2016 blev der indgået endnu en forhåndsaftale, hvorefter kliniske sygeplejespecialister med erhvervet mastergrad blev ydet et årligt funktionstillæg på 75.200 kr. Tillægget blev ydet grundet kompleksiteten i stillingen, men uafhængigt af ansættelsesstedet. Af forhåndsaftalen fremgik, at en klinisk sygeplejespecialist ”ikke samtidig honoreres efter virksomhedernes øvrige forhåndsaftaler med mindre andet aftales lokalt i en konkret situation”.

Der opstod derpå uenighed om, hvorvidt en klinisk sygeplejespecialist, der arbejdede på en lukket, psykiatrisk afdeling, kunne oppebære funktionstillægget fra 2011 oven i funktionstillægget fra 2016. Sygeplejerskespecialisterne henviste bl.a. til, at funktionstillægget fra 2016 var begrundet i kompleksitet i stillingen som klinisk sygeplejespecialist, mens tillægget fra 2011 var begrundet i arbejdet på en lukket, psykiatrisk afdeling.

Region Hovedstaden mente derimod, at forhåndsaftalen fra 2016 udtømmende havde gjort op med vederlæggelsen af kliniske sygeplejespecialister med erhvervet mastergrad.

Ikke grundlag for ”dobbelt” funktionstillæg
Under henvisning til, at det af forhåndsaftalen fra 2016 fremgik, at en klinisk sygeplejespecialist ikke samtidig kunne honoreres efter øvrige forhåndsaftaler, medmindre andet var aftalt, fandt opmanden, at en naturlig sproglig forståelse af denne ordlyd indebar, at en klinisk sygeplejespecialist ikke kunne modtage funktionstillægget fra 2011 oven i funktionslægget fra 2016.

Opmanden fandt i tillæg hertil, at det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at det – i tråd med ordlyden – var meningen, at funktionstillægget fra 2016 skulle træde i stedet for alle tillæg, som fremgik af dagældende forhåndsaftaler. Dette inkluderede også forhåndsaftalen fra 2011, uanset parterne ikke under forhandlingerne i 2016 specifikt havde haft fokus herpå.

Det forhold, at det af overenskomsten på området fulgte, at der skulle aftales et tillæg for sygeplejesker tilknyttet lukkede, sikrede afdelinger, kunne ikke ændre herved, idet overenskomsten ikke fastsatte, i hvilken form tillægget skulle aftales.

Region Hovedstaden blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen, der er konkret begrundet, er et eksempel på, at det praktiske udgangspunkt ved overenskomstfortolkning er ordlyden/en naturlig sproglig forståelse, men
• at udfaldet af afgørelsen i øvrigt er i overensstemmelse med et princip om, at det i mangel af andre holdepunkter har formodningen imod sig, at der er et til flere typemæssigt ens tillæg for samme forhold.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.