Written by

For at en medarbejder er omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap – og dermed mulighed for en eventuel godtgørelse – forudsætter det, at medarbejderen godtgør, at vedkommende har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det blev afgørende for udfaldet i denne sag.

Sagen handlede om en social- og sundhedsassistent ansat på et kommunalt socialpsykiatrisk bosted. Hun pådrog sig, hvad man troede, var en diskusprolaps og blev som følge heraf deltidssygemeldt. Arbejdsgiveren foretog derefter en række tilpasninger ift. fysiske hjælpemidler, arbejdstid og arbejdsopgaver, så hun kunne udføre sit arbejde.

I løbet af ca. 6 måneder optrappede hun til fuld arbejdstid – dog fortsat med skånehensyn, der indebar, at hun ikke udførte fysisk krævende arbejdsopgaver. På det tidspunkt fandt social- og sundhedsassistenten ud af, at hendes smerter i ryggen skyldtes en inflammatorisk tilstand kaldet Modic-forandringer, og hun orienterede arbejdsgiveren om, at en behandling ville medføre 100 dages fuldtidssygemelding ved en klinik uden for det almindelige sundhedssystem.

Bevisbyrde ikke løftet
På grund af de driftsmæssige belastninger ved det hidtidige og forventede sygefravær blev social- og sundhedsassistenten afskediget. Social- og sundhedsassistentens faglige organisation anlagde sag mod arbejdsgiveren og gjorde gældende, at afskedigelsen udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap.

Under retssagen afviste social- og sundhedsassistenten at udlevere en fuldstændig journaludskrift fra egen læge, da hun gjorde glædende, at denne indeholdt irrelevante og følsomme personoplysninger. Kommunen anførte omvendt, at det var sædvanligt at anmode om fremlæggelse af journaludskrift fra egen læge, og at manglende fremlæggelse bevismæssigt måtte komme social- og sundhedsassistenten til skade.

Retten lagde til grund, at det fremgik af de begrænsede lægelige oplysninger, der var fremlagt, at social- og sundhedsassistenten ikke led af en diskusprolaps. Der forelå dog ingen lægelige oplysninger om, at social- og sundhedsassistenten led af Modic-forandringer, eller hvad dette indebar, herunder om det førte til en funktionsbegrænsning.

Retten fandt på baggrund af bevisførelsen, at Modic-forandringer indebærer en tilstand, der afgiver rygsmerter, men som kan helbredes med den rette behandling. Da der ikke forelå lægelige oplysninger om, hvilken helbredsmæssig tilstand social- og sundhedsassistenten var i før, under eller efter behandlingen, herunder om hun var blevet helbredt, fandt retten ikke, at der var ført bevis for, at hun led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Arbejdsgiveren blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen illustrerer, at medarbejderen har bevisbyrden for, at vedkommende er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, og
• at selvom det ikke er en betingelse, at funktionsbegrænsningen som følge af et handicap skal skyldes en sygdom, der er lægeligt diagnosticeret, er det dog en forudsætning, at medarbejderen kan dokumentere, at vedkommende lider af en funktionsbegrænsning, og at denne er af lang varighed, hvilket som en klar hovedregel vil skulle understøttes af oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner. I den forbindelse vil manglende fremlæggelse af efterspurgte lægelige oplysninger almindeligvis blive tillagt processuel skadevirkning.

Norrbom Vinding repræsenterede arbejdsgiveren under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.