Written by

Når en arbejdsgiver er bekendt med, at en medarbejder har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, er arbejdsgiveren forpligtet til at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at fastholde medarbejderen, medmindre dette vil udgøre en uforholdsmæssig byrde. I denne sag skulle Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om en arbejdsgiver havde pligt til at iværksætte yderligere foranstaltninger, efter at medarbejderens tilstand var blevet forværret.

Denne sag handlede om en kommunalt ansat social- og sundhedsassistent, der led af kroniske smerter i ryggen som følge af flere diskusprolapser i nakken. Social- og sundhedsassistenten var sygemeldt ad flere omgange, og selv efter gentagne operationer var hendes tilstand ikke blevet bedre. Arbejdet blev derfor også stadigt vanskeligere for hende at udføre.

Kommunen havde løbende foretaget forskellige tilpasningsforanstaltninger, og da social- og sundhedsassistentens læge til sidst vurderede, at hun ikke længere kunne varetage arbejdet som social- og sundhedsassistent på forsvarlig vis på grund af hendes diskusprolaps, så kommunen sig nødsaget til afskedige hende.

Social- og sundhedsassistenten indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, da hun ikke var enig i, at kommunen havde foretaget tilstrækkelige tilpasningsforanstaltninger, og da hun desuden mente, at kommunen skulle have forsøgt at få hende omplaceret. Kommunen gjorde heroverfor gældende, at social- og sundhedsassistenten ikke var kompetent, egnet og disponibel til fortsat at varetage stillingen, da hun selv efter gentagne tilpasningsforanstaltninger og skånehensyn ikke længere kunne fungere i stillingen.

Kommunen havde opfyldt tilpasningsforpligtelsen
Ligebehandlingsnævnet fastslog indledningsvis, at social- og sundhedsassistenten havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at kommunen derfor var forpligtet til at iagttage tilpasningsforpligtelsen.

Ligebehandlingsnævnet konstaterede herefter, at arbejdet som social- og sundhedsassistent kræver en god fysik og indebærer mange rygbelastende arbejdspositioner, og at social- og sundhedsassistenten ikke længere kunne varetage stillingen uden særlige skånehensyn.

Da kommunen løbende havde iagttaget sin tilpasningsforpligtelse ved at iværksætte omfattende skånehensyn, herunder nedsat den ugentlige arbejdstid og ændret selve vagttypen, samt tilbudt kortere vagter, ekstra pauser på ruten, dagvagter grundet øget kollegahjælp samt en § 56-aftale, fandt Ligebehandlingsnævnet, at social- og sundhedsassistenten ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at varetage stillingen.

Ligebehandlingsnævnet fandt endvidere, at kommunen ikke var forpligtet til at omplacere social- og sundhedsassistenten til administrative jobfunktioner, der lå uden for det arbejde, som hun var ansat til.

Social- og sundhedsassistenten fik derfor ikke medhold i klagen.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen er et eksempel på, at en arbejdsgiver ikke er forpligtet til fortsat at beskæftige en medarbejder, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling, og
• at det falder uden for tilpasningsforpligtelsen at skulle omplacere en handicappet medarbejder til administrative jobfunktioner, der ligger uden for det område, som medarbejderen er ansat til.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.