Written by
Brexit – guide til arbejdsgivere om britiske medarbejdere i 2021
Overgangsperioden udløber ved årsskiftet, og Brexit er for alvor en realitet. Hvad betyder det for briters mulighed for at bo og arbejde i EU? Og hvad med europæiske arbejdsgiveres muligheder for at rekruttere briter? Vi har bidraget til Ius Laboris’ Brexit Guide for International Employers om disse spørgsmål.
Det har været et langt tilløb, men ved årsskiftet udløber overgangsperioden i den udtrædelsesaftale, der er aftalt mellem EU og Storbritannien, og efter hvilken briterne forlod EU den 31. januar 2020.
Briter, der bor i EU inden udløbet af overgangsperioden, er omfattet af udtrædelsesaftalens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed i en periode. Denne gruppe af britiske statsborgere har ret til fortsat ophold på stort set uændrede vilkår sammenlignet med, da Storbritannien var medlem af EU. I Danmark gælder på det mere formelle plan, at britiske statsborgere omfattet af udtrædelsesaftalen skal søge SIRI om et nyt opholdsgrundlag for at bevare deres rettigheder i Danmark. Det har vi skrevet mere om here.
For briter, der kommer til EU efter årsskiftet og dermed efter udløbet af overgangsperioden, vil der imidlertid – medmindre Storbritannien og EU måtte aftale noget andet – ikke være nogen udtrædelsesaftale, der gælder. Briter, som ønsker at tage ophold i Danmark efter årsskiftet, vil dermed blive anset som tredjelandsstatsborgere og være omfattet af udlændingelovens almindelige regler, fx reglerne om opholds- og arbejdstilladelse.
Det samme gælder i de øvrige lande i EU. Norrbom Vinding har derfor sammen med vores alliancepartnere i Ius Laboris udarbejdet en guide, der dækker en række europæiske lande, med overblik over de regler på HR-området, der vil gælde for britiske statsborgere fra 2021. Guiden kan findes here.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.