Written by

Det kræver som udgangspunkt holdepunkter i eksempelvis en kollektiv overenskomst, såfremt transport til og fra det sædvanlige arbejdssted skal udgøre betalt arbejdstid. Men hvad gælder for medarbejdere, som under coronapandemien blev sat til at arbejde hjemmefra, men som lejlighedsvis måtte møde ind på deres sædvanlige arbejdsplads i kommunen? Det har en faglig voldgiftsret forholdt sig til.

Sagen handlede om en kommunalt ansat arkitekt, som i forbindelse med COVID-19 blev sat til at arbejde hjemmefra i en periode, men som lejlighedsvis i perioden – hvilket kunne være, efter at arbejdet var påbegyndt den pågældende dag – var nødt til at møde på sin sædvanlige arbejdsplads, fx i forbindelse med fysiske møder. Arkitekten var omfattet af overenskomst for akademikere ansat i kommuner (”AC-overenskomsten”).

Arkitektens organisation mente, at tjenestestedet midlertidigt var flyttet til medarbejderens hjem. Synspunktet var i denne sammenhæng, at transporttiden mellem hjemmet og den sædvanlige arbejdsplads på dage, hvor transporten afbrød arbejdstiden, skulle anses for beordret transport mellem forskellige arbejdssteder, der skulle indgå i den betalte arbejdstid. Kommunen mente derimod, at transporttid kun skulle indgå, i det omfang transporttiden oversteg den tid, som i normalsituationen medgik til transport til og fra arbejdsstedet.

Kommunens løsning var saglig og afbalanceret
Opmanden fastslog indledningsvis, at hjemsendelsessituationen faldt uden for parternes overenskomstgrundlag.

Opmanden betragtede kommunens løsning som en omplacering af transporttiden fra typisk at være placeret før og efter den betalte arbejdstid til at blive placeret med afbrydelse af den betalte arbejdstid. Som konsekvens af dette gik medarbejderen reelt kun glip af fordelen i den forøgede fritid, som hjemsendelsessituationen førte med sig, og opmanden udtalte, at medarbejderen ikke blev påført nogen nævneværdig byrde i forhold til normalsituationen, blot fordi transporten skulle ske op ad dagen.

Opmanden fandt derfor, at kommunens aflønningsmodel – hvorefter transporttid i forbindelse med de fysiske møder alene indgik i den betalte arbejdstid, i det omfang medarbejderen anvendte mere tid end transporttiden mellem hjemmet og det sædvanlige arbejdssted i normalsituationen – var en saglig og afbalanceret løsning til opretholdelse af status quo i forhold til forholdet mellem arbejdstid og løn.

Norrbom Vinding bemærker

• at det i situationer som den foreliggende, hvor arbejdet tilrettelægges på en anderledes måde, ofte vil være relevant at sigte mod opretholdelse af status quo for så vidt angår forholdet mellem arbejdstid og egen transporttid.

Norrbom Vinding repræsenterede kommunen under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.