U

Knowledge

News

Practice areas

People

Events

About us

Careers

23.02.2023 | Industrial relations

Written by

Jesper Oehlenschlaeger Madsen
Associate Partner

Sagen om ferie, der blev delt op

En faglig voldgift, som vedrørte en bortvisnings retmæssighed, udskilte et principielt lovfortolkningsspørgsmål til behandling ved de almindelige domstole.

Principielle sager vedrørende fortolkning af lovgivning hører som udgangspunkt hjemme ved de almindelige domstole og ikke ved faglig voldgift, medmindre man aftaler noget andet. Men hvad gør man, hvis man først aftaler at lade en sag behandle ved faglig voldgift, og der efterfølgende dukker et principielt lovfortolkningsspørgsmål op? Det skulle opmanden tage stilling til i denne faglige voldgiftssag.

Sagen vedrørte en chauffør, der blev bortvist af et busselskab. 3F, der repræsenterede chaufføren, mente, at bortvisningen var uretmæssig. DI, der repræsenterede busselskabet, mente noget andet, og 3F og DI blev enige om at lade sagen behandle ved faglig voldgift.

Efter at sagen var anlagt, blev parterne imidlertid opmærksomme på, at de var uenige om, hvad de økonomiske konsekvenser ville være, hvis bortvisningen rent faktisk viste sig at være uretmæssig.

DI mente, at en bortvisning i ferielovens forstand måtte sidestilles med en fritstilling, hvilket indebar, at tilgodehavende ferie i videst muligst omfang skulle anses for afholdt i opsigelsesperioden. Det ville ifølge DI spare busselskabet for 15 dages løn. 3F mente ikke, at der i den nye ferielov var adgang til at foretage denne form for modregning.

Hvor skal feriespørgsmålet behandles?
Uenigheden om feriespørgsmålet var et principielt lovfortolkningsspørgsmål af videregående betydning, som ikke var afklaret i hidtidig retspraksis. DI mente derfor ikke, at lovfortolkningsspørgsmålet kunne behandles af den faglige voldgiftsret. 3F mente omvendt, at spørgsmålet godt kunne behandles af voldgiftsretten. 3F pegede på, at DI og 3F fra starten havde aftalt, at sagen netop skulle behandles der.

Opmanden tilkendegav over for parterne, at han ville give DI medhold. Opmanden fandt således, at organisationernes aftale om at lade sagen behandle ved faglig voldgift ikke omfattede det principielle lovfortolkningsspørgsmål, idet uenigheden om fortolkningen af ferieloven først blev opdaget efter aftalens indgåelse.

Herefter bemærkede opmanden, at en faglig voldgift i visse tilfælde har adgang til at behandle en sag, selvom stillingtagen til lovgivning er af betydning for sagen. Denne adgang udstrækker sig imidlertid ikke til at omfatte principielle lovfortolkningsspørgsmål af videregående betydning, som ikke er afklaret i retspraksis. Sådanne spørgsmål hører hjemme ved de almindelige domstole.

Parterne aftalte på baggrund af opmandens tilkendegivelse at lade sagen fortsætte sin gang ved voldgiftsretten. Og hvis 3F måtte få medhold i, at bortvisningen var uretmæssig, måtte den sidste del af sagen så behandles ved de almindelige domstole.

Norrbom Vinding bemærker

  • at tilkendegivelsen illustrerer det kollektivarbejdsretlige princip om, at principielle lovfortolkningsspørgsmål som udgangspunkt skal behandles ved de almindelige domstole og ikke ved faglig voldgift.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.