Written by

De fleste overenskomster indeholder regler vedrørende opsigelsesbeskyttelse for medarbejderne, som det fx er tilfældet i § 4, stk. 3, litra e, i Hovedaftalen mellem DA og LO (i dag FH). Denne sag vedrørte, om Afskedigelsesnævnet kan pålægge arbejdsgivere at betale procesrenter efter renteloven af godtgørelsesbeløbet for usaglig afskedigelse i henhold til førnævnte bestemmelse. Der var opstået tvist herom, fordi FH havde haft en mangeårig praksis med ikke at kræve procesrenter i afskedigelsessager, og DA mente, at der forelå en egentlig aftale mellem parterne om dette.

Parterne i sagen, DA og FH, var enige om, at godtgørelser, som Afskedigelsesnævnet tilkender arbejdstagere og deres organisationer i medfør af lovgivningen, fx funktionærloven eller ligebehandlingsloven, jf. Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra f, kan kræves forrentet, i det omfang der er hjemmel hertil i renteloven. Det samme gælder erstatning for manglende overholdelse af det overenskomstmæssige opsigelsesvarsel i de tilfælde, hvor Afskedigelsesnævnet finder, at bortvisningen af arbejdstageren er uberettiget.

Spørgsmålet i sagen var derfor, om dette også gjaldt for godtgørelseskrav for usaglige (urimelige) afskedigelser, der tilkendes i medfør af § 4, stk. 3, litra e, i Hovedaftalen mellem DA og LO, dvs. i medfør af selve overenskomsten og ikke af tilsvarende lovgivning som fx funktionærlovens § 2 b. Arbejdsretten havde dog allerede fastslået i en tidligere sag, at parterne ikke er afskåret fra at kræve procesrenter af efterbetalings- og godtgørelseskrav. Det er desuden almindeligt på det offentlige overenskomstområde, at lønmodtagersiden nedlægger påstand om procesrenter af godtgørelseskrav i afskedigelsesnævnssager.

DA var imidlertid af den opfattelse, at der var en fælles forståelse mellem parterne om, at FH ikke kunne nedlægge påstand om procesrenter af godtgørelsesbeløbet for usaglig afskedigelse i henhold til § 4, stk. 3, litra 3, i Hovedaftalen mellem DA og LO. Denne fælles forståelse havde ifølge DA karakter af en stiltiende og upåtalt aftale mellem parterne om fravigelse af rentelovens sædvanlige udgangspunkt.

Som udgangspunkt ret til procesrenter
For faglig voldgiftsretten var spørgsmålet i første række principielt, om godtgørelseskrav for usaglig afskedigelse i henhold til § 4, stk. 3, litra e, i Hovedaftalen mellem DA og LO kan kræves forrentet efter rentelovens deklaratoriske regler, og i bekræftende fald om kravet på forrentning af godtgørelseskrav efter renteloven var fraveget ved aftale eller sædvane, jf. rentelovens § 1, stk. 3.

Opmændene fandt, for så vidt angik det første spørgsmål, at godtgørelseskrav for usaglig afskedigelse i henhold til § 4, stk. 3, litra e, i Hovedaftalen er omfattet af renteloven, jf. lovens § 1, stk. 1, og at der kan kræves procesrenter af krav på godtgørelse tilkendt efter Hovedaftalen.

I forhold til spørgsmålet om forfaldsdagen for godtgørelseskravet, jf. rentelovens § 2, fandt opmændene, at forfaldsdagen normalt må være den dag, hvor arbejdsgiveren har misligholdt ansættelsesaftalen ved at foretage den usaglige afskedigelse. Arbejdsgiverens pligt til at betale godtgørelse og medarbejderens krav på at modtage godtgørelse indtræder således normalt fra meddelelsen af opsigelsen.

Begyndelsestidspunktet for forrentningen fastsættes efter rentelovens § 3. Da forfaldsdagen for krav på godtgørelse efter § 4, stk. 3, litra e, i Hovedaftalen ikke er fastsat i forvejen, fandt opmændene derfor, at der ikke kan kræves renter af godtgørelsesbeløb allerede fra den dag, hvor lønmodtageren blev opsagt, jf. rentelovens § 3, stk. 1.

Hvis der derfor ikke er fremsat anmodning om betaling af et bestemt beløb i godtgørelse, således at der efter rentelovens § 3, stk. 2, jf. stk. 3, kan kræves rente 30 dage efter anmodningens fremsættelse, vil godtgørelsesbeløbet kunne kræves forrentet fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden, jf. rentelovens § 3, stk. 4. Retsforfølgning til betaling af gælden må normalt anses for påbegyndt den dag, da Afskedigelsesnævnet modtog et klageskrift med påstand om betaling af godtgørelse.

Ingen aftale, sædvane eller anden fælles forståelse
Opmændene fandt desuden ikke, at der havde foreligget en aftale, hverken skriftlig, mundtlig eller stiltiende, mellem DA og FH om ikke at kræve procesrenter i sager for Afskedigelsesnævnet, og opmændene fastslog derfor, at FH var berettiget til at kræve procenter for godtgørelseskrav for usaglig afskedigelse.

Norrbom Vinding bemærker

• at udgangspunktet er, at arbejdsgivere kan pålægges at betale procesrenter efter renteloven af godtgørelsesbeløb for usaglig afskedigelse i henhold til en overenskomstbestemt afskedigelsesbeskyttelse,
• at forfaldsdatoen for rentekravet er den dag, hvor den usaglige opsigelse blev meddelt lønmodtageren,
• at begyndelsestidspunktet for forrentningen er ved anlæggelse af sag ved Afskedigelsesnævnet, medmindre der allerede er krævet renter forud for anlæggelse af sag, da begyndelsestidspunktet i så fald så er 30 dage efter fremsættelsen af kravet, og
• at dette udgangspunkt dog kan fraviges ved aftale efter rentelovens § 1, stk. 3, men at det er arbejdsgiversiden, som har bevisbyrden for, at en sådan aftale er indgået.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.