Written by

Overenskomstfortolkning tager sit udgangspunkt i ordlyden. Leverer ordlyden ikke noget klart svar, kan det bl.a. indgå i fortolkningen, hvordan en overenskomstbestemmelse er blevet praktiseret, samt hvem der har foreslået/konciperet bestemmelsen. I denne sag var spørgsmålet, hvordan en overenskomstbestemmelse om løn under sygdom skulle fortolkes.

Sagen handlede om en skuespiller, der var ansat på et teater i perioden 5. august 2019 til 19. april 2020. Skuespilleren måtte sygemelde sig den 5. februar 2020 og var herefter sygemeldt resten af ansættelsen. Som følge af sygemeldingen udbetalte teatret 10 dages løn under sygdom i februar og marts 2020 og 6,33 dages løn under sygdom i april 2020 (forholdsmæssigt reduceret). Det var skuespilleren ikke tilfreds med.

Skuespilleren – repræsenteret af Dansk Skuespillerforbund – mente, at skuespilleren var berettiget til løn under hele sygeperioden. Dette som følge af, at det af overenskomsten fulgte, at ”Den ansatte oppebærer, såfremt vedkommende bliver syg i ansættelsesperioden, den aftalte løn i 10 dage for hver måned af deres ansættelse”. Skuespilleren måtte derfor have optjent ret til i alt 80 dages løn under sygdom (august 2019 – april 2020).

Teatret mente derimod, at der var ret til højest 10 dages løn under sygdom pr. måned – uanset ansættelsesforholdets længde. Sådan havde teatrets fortolkning været siden bestemmelsens indførelse i 1999, hvilket ikke trods løbende personalesager havde affødt nogen henvendelser fra forbundet, ligesom teatret mente, at teatrets praksis måtte være Dansk Skuespillerforbund bekendt.

Koncipisten måtte bære risikoen
Opmanden konstaterede indledningsvis, at det af bestemmelsen fremgik, at der var ret til løn i 10 dage ”for hver måned” af ansættelsen. Denne ordlyd talte efter opmandens opfattelse nogenlunde lige meget for hver af parternes opfattelse, som begge kunne være kommet væsentligt klarere til udtryk. Parternes forskellige opfattelser var endvidere ikke ifølge opmanden udtrykkeligt blevet præsenteret for den anden part.

På baggrund af forklaringerne under sagen måtte det bl.a. lægges til grund, at bestemmelsen i et betydeligt antal sager var blevet anvendt i overensstemmelse med teatrets opfattelse, herunder at Dansk Skuespillerforbund ved en konkret lejlighed kort var gjort bekendt med denne praksis, uden at det gav anledning til drøftelser. Opmanden konstaterede videre, at det var Dansk Skuespillerforbund, som oprindeligt foreslog affattelsen af bestemmelsen.

I mangel af andre holdepunkter måtte det afgørende derfor være, hvordan bestemmelsen havde været praktiseret, og at bestemmelsen måtte anses for affattet af Dansk Skuespillerforbund. Dansk Skuespillerforbund var derfor nærmest til at bære risikoen for uklarheden i bestemmelsen.

Norrbom Vinding bemærker

• at der ved overenskomstfortolkning tages udgangspunkt i bestemmelsens ordlyd og den naturlige sproglige forståelse, men at kendelsen er et eksempel på, at der i tilfælde af uklarhed bl.a. kan lægges vægt på, hvilken part der har foreslået/konciperet bestemmelsen, samt hvordan bestemmelsen har været praktiseret.

Norrbom Vinding repræsenterede teatret under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.