Written by

Det er som udgangspunkt en betingelse for at få behandlet en retssag, at man har en retlig interesse i at få sagen prøvet. I denne sag skulle opmanden tage stilling til, hvorvidt tre medarbejdere havde en retlig interesse i at få behandlet en sag i en faglig voldgift, efter at arbejdsgiveren var gået konkurs.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt tre medarbejdere havde fået for lidt i løn under ferie. Arbejdsgiveren ville ikke anerkende kravet, hvorfor sagen blev indbragt for en faglig voldgift af 3F på vegne af de tre medarbejdere. Efterfølgende gik arbejdsgiveren konkurs.

Konkursboet, som under sagen var repræsenteret af DI, ønskede ikke at indtræde i sagen. Det følger ganske vist af konkursloven, at et konkursbo automatisk skal indtræde i en retssag anlagt imod den konkursramte, hvis sagen er anlagt forud for konkursen. Men konkursboet mente ikke, at en sag i en faglig voldgift kunne betragtes som en retssag i konkurslovens forstand.

Eftersom det var konkursboets opfattelse, at boet ikke havde pligt til at indtræde i voldgiftssagen, var det også konkursboets opfattelse, at voldgiftsrettens resultat ikke ville forpligte konkursboet. Og konkursboet mente derfor heller ikke, at 3F og de tre medarbejdere havde en retlig interesse i at køre sagen, hvorfor boet begærede sagen afvist.

Konkursboet bemærkede herudover, at måtte de tre medarbejdere ønske at forfølge kravet imod boet, måtte de anmelde kravet i boet og eventuelt – såfremt boet ikke ville imødekomme kravet – indbringe sagen for skifteretten, som ifølge konkursloven behandler tvister, der måtte opstå som følge af, at et konkursbo afviser at imødekomme et krav.

Sagen kunne køre
Spørgsmålet om, hvorvidt sagen skulle afvises, blev udskilt til særskilt behandling. Og opmanden fandt, at sagen godt kunne behandles i den faglige voldgiftsret.

Opmanden bemærkede indledningsvis, at det fagretlige system – altså de faglige voldgiftsretter og Arbejdsretten – er tillagt enekompetence i forhold til visse sager. De tre medarbejderes krav var netop en sag, som alene kunne behandles fagretligt.

Det forhold, at sager imod et konkursbo som udgangspunkt skal behandles i skifteretten, ændrede således ikke på, at netop den konkrete sag vedrørende de tre medarbejderes krav måtte behandles fagretligt, eftersom det var krav, som alene kunne behandles i det fagretlige system.

Opmanden fastslog herudover, at en sag anlagt i en faglig voldgift, måtte betragtes som en retssag i konkurslovens forstand. Eftersom sagen var anlagt forud for konkursen, kunne konkursboet så meget desto mindre afvise at indtræde i sagen.

Endelig bemærkede opmanden, at hvis de tre medarbejdere måtte få medhold i sagen, ville det kunne føre til, at de helt eller delvist ville kunne få beløbet betalt af konkursboet. Af disse årsager havde medarbejderne således utvivlsomt en retlig interesse i at få sagen prøvet, hvorfor sagen ikke blev afvist.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen viser, at det forhold, at konkursloven bestemmer, at visse sager skal behandles i skifteretten, ikke ændrer på, at det fagretlige system inden for nogle områder er enekompetent, hvilket også skifteretten må respektere.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.