Written by
Matrixen og 34 års tro tjeneste
Afskedigelsesnævnet fandt, at det ikke var usagligt, at en medarbejder med 34 års anciennitet blev afskediget på grund af produktionsnedgang hos arbejdsgiveren.
Written by
Ved en afskedigelsesrunde som følge af arbejdsmangel tilkommer det som udgangspunkt arbejdsgiveren ud fra en vurdering baseret på saglige hensyn at afgøre, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes, men hvis der er tale om medarbejdere med over 25 års anciennitet, skal arbejdsgiver ifølge Afskedigelsesnævnets praksis kunne godtgøre, hvorfor denne medarbejder er blevet valgt frem for en medarbejder med kortere anciennitet.
Sagen, hvor dette tema var til prøvelse, handlede om en termotekniker med 34 års anciennitet, der var ansat i en virksomhed, som producerede fødevareemballage. Virksomheden mistede en stor kunde, hvilket medførte en nedgang i produktionen, hvorfor virksomheden iværksætte en række afskedigelser.
Udvælgelsen af, hvilke medarbejdere der skulle afskediges, blev foretaget baseret på en kompetencematrix, som virksomhedens ledelse havde udfyldt årligt. I matrixen havde ledelsen vurderet de enkelte medarbejdere baseret på seks parametre, medarbejdernes fleksibilitet, evne til at tage ansvar for opgaver samt overholde deadlines, vilje og motivation, samarbejde, kompetencer og udviklingspotentiale, ud fra en skala fra 1 til 5 point.
Termoformteknikeren blev på trods af sine 34 års anciennitet udvalgt til afskedigelse, da han ved den seneste vurdering havde en af de laveste scorer blandt sine kolleger.
Termoformteknikerens faglige organisation indbragte afskedigelsen for Afskedigelsesnævnet, idet den faglige organisation mente, at afskedigelsen var usaglig. Organisationen gjorde i den forbindelse gældende, at der ikke var taget særlige hensyn til termoformteknikerens anciennitet, og at termoformteknikeren reelt ikke havde haft mulighed for at rette op på den bedømmelse, han fik i matrixen, som var grundlaget for afskedigelsen.
Virksomheden gjorde imidlertid gældende, at der var taget hensyn til ancienniteten, herunder at ledelsen havde forsøgt at omplacere termoformteknikeren til de øvrige afdelinger i virksomheden. Virksomheden gjorde således gældende, at termoformteknikeren på trods af sin anciennitet var den medarbejder, virksomheden under de givne omstændigheder bedst kunne undvære.
Saglig afskedigelse
Opmanden bemærkede indledningsvis, at det ved arbejdsmangel tilkommer arbejdsgiveren ud fra saglige hensyn at afgøre, hvem der skal afskediges. Der er en formodning for, at arbejdsgiveren i egen interesse afskediger dem, som bedst kan undværes.
Hvis der er tale om en medarbejder med over 25 års anciennitet, påhviler det, ifølge Afskedigelsesnævnets faste praksis, arbejdsgiveren at godtgøre, at det ud fra afgørende hensyn har været påkrævet for virksomheden at opsige denne person frem for en anden medarbejder med lavere anciennitet.
Opmanden henviste til, at der i termoformteknikerens afdeling skulle afskediges fire medarbejdere, og at otte ud af afdelingens 55 medarbejdere havde mere end 25 års anciennitet. De i matrixen anvendte kriterier måtte anses for saglige i forhold til virksomhedens behov, og det var tillige sagligt, at virksomheden havde lagt afgørende vægt på medarbejdernes kvalifikationer ud fra en helhedsbedømmelse af virksomhedens driftsmæssige behov.
Opmanden fandt det godtgjort, at der var taget hensyn til alder og anciennitet ved vurderingen af, hvem der skulle afskediges, og da virksomheden nøje havde undersøgt mulighederne for at omplacere de medarbejdere, der havde mere end 25 års anciennitet i virksomheden, fandt opmanden, at afskedigelsen var saglig.
Norrbom Vinding bemærker:
Afgørelsen bekræfter, at ved afskedigelse af medarbejdere med over 25 års anciennitet påhviler det arbejdsgiver at godtgøre, at det er påkrævet at opsige den pågældende medarbejder frem for en anden medarbejder med kortere anciennitet, og at fx dokumentation for medarbejderens præstation sammenlignet med de øvrige medarbejderes præstation kan bidrage til at løfte denne bevisbyrde.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.