08.06.2022 | Employment law

Written by

Sara Baldus
Senior Associate

Nej tak til overarbejde?

Det var ikke berettiget at bortvise en lagermedarbejder, som nægtede at udføre overarbejde. Dette blev fastslået af en faglig voldgift.

En medarbejder har som udgangspunkt pligt til at udføre pålagt overarbejde, men det kan være berettiget at afvise at udføre overarbejde, hvis personlige eller familiemæssige forhold tilsiger det. I så fald vil afvisningen ikke i sig selv udgøre en misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Sagen handlede om en lagermedarbejder, som arbejdede på en fragtterminal, hvor der ofte var behov for overarbejde. Efter en aftenvagt sagde lagermedarbejderen nej til at udføre overarbejde, da han skulle hjem for at passe sine børn. Lagermedarbejderen blev herefter bortvist.

Lagermedarbejderens nærmeste leder forklarede under sagen, at der ikke tidligere havde været problemer med lagermedarbejderens villighed til at udføre overarbejde. Parterne havde desuden forskellige opfattelser af, hvorvidt lagermedarbejderen havde oplyst årsagen til afvisningen af at arbejde over, om arbejdsgiveren havde oplyst tidshorisonten for det forventede overarbejde, og om lagermedarbejderen havde optrådt på en uacceptabel måde ved episoden.

Begrundet i familiemæssige forhold
Opmanden fandt, at bortvisningen var uberettiget. Lagermedarbejderen havde haft en rimelig grund til ikke at ville påtage sig akut overarbejde uden angivelse af varigheden. Der var desuden ikke tale om en situation, hvor det – på trods af lagermedarbejderens særlige behov for at komme hjem – kunne forlanges, at han udførte overarbejde.

Der var desuden tale om en medarbejder, der kun få gange tidligere havde afslået overarbejde, og det havde derfor formodningen imod sig, at lagermedarbejderen ikke oplyste teamlederen, at han skulle hjem for at passe sine børn.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen er et eksempel på, at selvom en medarbejder som udgangspunkt har pligt til at udføre pålagt overarbejde, vil medarbejderen berettiget kunne afvise at udføre overarbejde, hvis der foreligger personlige og familiemæssige årsager hertil, og
  • at medarbejderen i så fald på forespørgsel vil skulle redegøre for årsagen til afvisningen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.