19.05.2021 | Employment law

Written by

Rasmus Linding
Partner

Nøgenbilleder i IT-værkstedet

Der var ikke tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at tildele en påtale til en professor beskyldt for at eksponere IT-medarbejdere for billeder af nøgne mænd.

Offentlige arbejdsgivere er underlagt officialprincippet, hvorefter en sag skal oplyses og undersøges så langt, som det er nødvendigt for at træffe en materielt lovlig og rigtig afgørelse. Men hvornår er en sag så tilstrækkeligt oplyst, at arbejdsgiver kan meddele en tjenstlig reaktion, og hvornår kan manglende medvirken fra medarbejderens side tillægges processuel skadevirkning? Det har Folketingets Ombudsmand forholdt sig til i denne sag.

Sagen opstod, da to IT-medarbejdere på et universitet skulle hjælpe en professor med at få løst et problem på hans computer. Her dukkede der billeder op af nøgne mænd, hvilket de oplevede som grænseoverskridende. Ifølge professoren var der tale om professionelle kunstfotografier af en ikke fuldt afbilledet afklædt voksen atlet til brug for udstilling i hjemmet.

Der blev afholdt flere tjenstlige samtaler, og ledelsen fik tilladelse til – under professorens tilstedeværelse – at gennemgå billederne på computeren, da der var mistanke om, at de portrætterede mænd var mindreårige, hvilket dog blev afkræftet.

Da professoren ikke ville sende de billeder, som IT-medarbejderne havde set, blev det i stedet aftalt, at professoren skulle fremvise billederne på computeren til HR-chefen og en af IT-medarbejderne. IT-medarbejderen ville dog ikke deltage i denne fremvisning, når professoren insisterede på at være der, og derfor var det alene HR-chefen, der fik forevist billederne.

På baggrund af de indsamlede oplysninger var det universitets opfattelse, at professoren havde tilsidesat den såkaldte respektpligt, og han blev derfor tilldelt en påtale for at have eksponeret IT-medarbejderne for billeder af nøgne mænd. Samtidig blev det oplyst, at universitetet havde en forventning om, at han fremover ville sikre sig, at dette ikke skete igen, og at en lignende adfærd i givet fald ville kunne føre til disciplinære skridt.

Professoren valgte herefter at klage til ombudsmanden med den begrundelse, at universitetet ikke havde identificeret de billeder, som IT-medarbejderne havde følt sig krænket over, og at han derfor ikke vidste, hvad det var, han ikke måtte gentage.

Fremadrettet og bagudrettet
Ombudsmanden udtalte, at han ingen bemærkninger havde til den del af universitets påtale, der vedrørte den fremadrettede anvisning af, at professoren skulle sikre sig, at han ikke konfronterede sine omgivelser med billeder, der kunne virke stødende.

For så vidt angik den bagudrettede kritik af professorens adfærd, der måtte anses for en tjenstlig reaktion for manglende overholdelse af retningslinjer og pligter i ansættelsesforholdet, udtalte ombudsmanden, at universitetet forinden tildeling af denne del af påtalen burde have skaffet sig den nødvendige viden om karakteren af billederne.

De konkrete billeder var ikke blevet identificeret under sagen, heller ikke ved HR-chefens gennemgang af billedmaterialet sammen med professoren, og selvom ombudsmanden havde forståelse for, at universitet ikke havde benyttet sig af muligheden for tjenstligt at anmode IT-medarbejderne om at identificere billederne, indebar det, at universitetet havde fraskrevet sig muligheden for at løfte bevisbyrden for at kunne tildele denne del af påtalen.

Dertil kom, at universitetet burde have foreholdt professoren, at universitetet havde tilsidesat hans oplysninger om, at de billeder, som IT-medarbejderne havde set, var kunstfotografier af en ikke fuldt afbilledet afklædt voksen atlet.

Processuel skadevirkning
Ombudsmanden udtalte derudover at det ikke kunne tillægges processuel skadevirkning, at professoren ikke havde indvilget i at fremsende de pågældende billeder, når han havde stillet sig til rådighed for en gennemgang af billedmaterialet sammen med HR-chefen og IT-medarbejderen. Det forhold, at professoren selv ønskede at være til stede ved denne gennemgang, var ikke et urimeligt krav, og derfor kunne universitetet ikke anse sagen for fornødent oplyst under henvisning til princippet om processuel skadesvirkning.

Endvidere bemærkede ombudsmanden, at det under alle omstændigheder er et krav, at universitetet forinden havde vejledt professoren om behovet for hans medvirken, og at manglende medvirken ville kunne medføre processuel skadevirkning.

Ombudsmanden fandt derfor ikke, at der var det fornødne bevismæssige grundlag for den bagudrettede tjenstlige reaktion, og henstillede til, at universitet genovervejede sagen.

Norrbom Vinding bemærker

  • at udtalelsen illustrerer, at det påhviler en arbejdsgiver at tilvejebringe det fornødne bevismæssige grundlag for at kunne meddele en tjenstlig reaktion, når der udtrykkes kritik af en given adfærd, og
  • at medarbejderens manglende medvirken til at oplyse sagen efter omstændighederne vil kunne tillægges processuel skadevirkning, men at arbejdsgiver i et sådant tilfælde forinden bør vejlede medarbejderen om risikoen herfor.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.