09.03.2022 | Employment law

Written by

Yvonne Frederiksen
Partner LLM

Med et ben i brønden

En arbejdsgiver var ikke erstatningsansvarlig for den personskade, en medarbejder havde pådraget sig, da han i forbindelse med opsætning af et stillads faldt ned i et brøndhul. Det var bygherrerne til gengæld.

Hvis en medarbejder pådrager sig en arbejdsskade, kan arbejdsgiveren blive erstatningsansvarlig, hvis arbejdet ikke er tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I denne sag skulle Østre Landsret tage stilling til, om en arbejdsgiver og/eller bygherrerne var ansvarlige for den personskade, en medarbejder pådrog sig, da han faldt ned i en brønd.

Sagen handlede om en medarbejder, der var ansat som tømrer og servicemedarbejder. Under opsætning af et stillads trådte medarbejderen et skridt tilbage og ramte herved et brønddæksel. Brønddækslet, der ikke var behørigt sikret mod at kunne forskubbe sig i forhold til brøndhullet, vippede i den forbindelse lodret op, hvorved medarbejderen faldt ned i brønden og beskadigede sin lyske.

En anden medarbejder fra virksomheden havde i forbindelse med tilbudsgivningen forud for opgaven besigtiget ejendommen, men havde i den forbindelse ikke fundet anledning til at undersøge dækslerne nærmere.

Den tilskadekomne medarbejder og hans faglige organisation mente, at arbejdsgiveren og/eller de to bygherrer, som var ejere af grunden, var erstatningsansvarlige for den personskade, medarbejderen havde pådraget sig.

Byretten havde fundet, at medarbejderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiveren eller de to grundejere havde ageret ansvarspådragende. Byretten havde i sin afgørelse bl.a. lagt vægt på omstændighederne omkring ulykken, medarbejderens erfaring og den sædvanlige og enkle karakter af arbejdsopgaven. Sagen blev herefter indbragt for landsretten.

Hvem var ansvarlig?
Landsretten lagde på baggrund af sagens bevisførelse til grund, at der ikke ved arbejdsgiverens/kollegaens besigtigelse af ejendommen havde været noget, der burde have givet anledning til at undersøge dækslet nærmere. Videre lagde landsretten til grund, at det ikke er sædvanligt at undersøge dæksler nærmere forud for den pågældende type opgave, medmindre konkrete forhold giver anledning hertil, idet man sædvanligvis vil antage, at et dæksel er indrettet på en sådan måde, at det ikke udgør en fare.

Landsretten erklærerede sig herefter enig med byretten i, at hverken arbejdsgiveren eller nogen, som arbejdsgiveren hæftede for, havde ageret ansvarspådragende.

På baggrund af sagens bevisførelse lagde landsretten imidlertid til grund, at de to bygherrer havde været bekendt med, at dækslet ikke var sikret mod at kunne forskubbe sig. I lyset af, at bygherrerne var bekendt med, at der skulle udføres et omfattende arbejde af håndværkere i nærheden af dækslet, burde bygherrerne have gjort arbejdsgiveren opmærksom på dette, så arbejdsgiveren eller medarbejderen havde haft mulighed for at træffe de fornødne sikkerhedsforanstaltninger.

Da der i øvrigt ikke var grundlag for at fastslå, at medarbejderen havde udvist egen skyld i forbindelse med ulykken, fandt landsretten, at bygherrerne var erstatningsansvarlige.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at når der i forlængelse af en arbejdsulykke rejses erstatningskrav over for arbejdsgiver, tages der ved afgørelsen af, om arbejdsgiver har handlet ansvarspådragende, altid udgangspunkt i en meget konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen, og
  • at der i den forbindelse lægges vægt på, om arbejdsgiveren konkret eller generelt har haft særlig anledning til at være opmærksom på eller iværksætte undersøgelse af de forhold, der senere har medført arbejdsulykken.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.