Written by
Forbud mod at anmode ansøgere om at oplyse om alder – lovforslag vedtaget
Folketinget har nu vedtaget en ændring af forskelsbehandlingsloven, der indebærer, at arbejdsgivere fra den 1. juli 2022 ikke længere kan anmode om oplysning om ansøgeres alder i forbindelse med rekruttering.
I begyndelsen af februar fremsatte Beskæftigelsesministeriet et forslag til lov om ændring af bl.a. forskelsbehandlingsloven, hvormed der blev lagt op til at indføre et forbud mod, at arbejdsgivere indhenter oplysning om ansøgeres alder i forbindelse med rekruttering. Nu har Folketinget vedtaget lovforslaget.
Vores nyhed om lovforslaget, der er vedtaget uden ændringer, kan læses here.
Lovændringen, som udspringer af trepartsaftalen om mangel på arbejdskraft indgået mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og Kommunernes Landsforening (KL), har bl.a. til formål at sikre, at arbejdsgivere ikke på forhånd fravælger bestemte aldersgrupper til ledige stillinger, men derimod foretager en vurdering af ansøgernes kvalifikationer.
Konkret indebærer lovændringen, at der i forskelsbehandlingsloven indføres et forbud mod, at arbejdsgivere anmoder ansøgere om at oplyse deres alder i forbindelse med indlevering, indsendelse, uploadning eller indtastning af en jobansøgning – et forbud, der gør sig gældende både i forbindelse med en traditionel jobansøgning og en ansøgning via elektroniske rekrutteringssystemer.
Det bemærkes, at lovændringen ikke har betydning for arbejdsgiveres eksisterende muligheder for at anmode om at få oplyst en ansøgers alder med hjemmel i de særlige undtagelser til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i forskelsbehandlingsloven.
Lovændringen træder i kraft den 1. juli 2022, og arbejdsgivere bør derfor inden da sikre sig, at rekrutteringssystemer mv. indrettes i overensstemmelse med de nye regler.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.