Written by
Stillingen kunne ikke varetages hjemmefra
En kommune havde ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved at afskedige en jobrådgiver med myelitis, der ikke kunne møde på arbejde.
Written by
Forfattere
En arbejdsgiver har en pligt til at iværksætte hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, hvis en medarbejder har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Arbejdsgiver må dog ikke pålægges en uforholdsmæssig byrde, ligesom det ikke kræves, at arbejdsgiver opretholder en ansættelse af en medarbejder, der ikke længere er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen.
Men er et krav om hjemmearbejde uforholdsmæssigt, hvis medarbejderens stilling kræver fysisk fremmøde? Eller har arbejdsgiver så pligt til at ”samle” opgaver sammen, der kan varetages hjemmefra? Det skulle byretten tage stilling til i denne sag.
Sagen handlede om en jobrådgiver, der arbejdede med udsatte borgere på kontanthjælp. Stillingen krævede fysiske møder med borgere og samarbejdspartnere, men bestod også af opfølgende dokumentationsopgaver, der kunne varetages hjemmefra én dag om ugen. Efter et COVID-19 forløb fik jobrådgiveren en inflammation i rygmarven og var indlagt på hospitalet i en længere periode.
Efter 4 måneders sygemelding blev der udarbejdet en mulighedserklæring, hvor lægen skønnede, at medarbejderens arbejdsevne ville forbedre sig fra 75 % til 50 % inden for de følgende 3-4 måneder. Herudover bemærkede lægen, at jobrådgiveren ”nok aldrig ville komme sig helt”. Lægen vurderede også, at jobrådgiveren skulle arbejde hjemmefra og kun kunne håndtere klare og afgrænsede opgaver.
Kommunen afskedigede jobrådgiveren efter 5 måneders sygemelding som følge af de driftsmæssige gener, der var forbundet med, at der ikke var udsigt til, at jobrådgiveren inden for en overskuelig tid ville være i stand til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen.
Jobrådgiveren rejste krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Kommunen mente ikke, at jobrådgiverens funktionsbegrænsning, der havde varet 5 måneder, var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, når den helbredsmæssige tilstand var uafklaret på opsigelsestidspunktet. På tidspunktet for hovedforhandlingen havde jobrådgiveren da også fået det meget bedre og var i fuld beskæftigelse.
Handicap, men ikke tilsidesættelse af tilpasningsforpligtelsen
På den ene side fandt byretten, at jobrådgiveren havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Retten lagde afgørende vægt på lægens udtalelser i mulighedserklæringen, hvor det bl.a. fremgik, at rehabiliteringen ville komme til at tage lang tid.
På den anden side fandt byretten, at kommunen havde iagttaget tilpasningsforpligtelsen, men at jobrådgiveren ikke var disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i stillingen. Ved vurderingen lagde retten vægt på, at jobrådgiveren ikke var i stand til at møde fysisk på arbejde.
Herudover fandt retten det bevist, at stillingen krævede fysisk fremmøde, idet de administrative opgaver, der kunne varetages hjemmefra, var direkte afledt af de fysiske møder. Det ville derfor udgøre en uforholdsmæssig byrde, hvis kommunen skulle oprette en ny stilling til jobrådgiveren, der kunne varetages hjemmefra. Kommunen blev derfor frifundet.
Norrbom Vinding repræsenterede kommunen under sagen.
Norrbom Vinding bemærker:
Dommen er anket af HK.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere