Written by
Opsigelse af ugyldig klausul
Højesteret skal nu tage stilling til, om en arbejdsgiver kan opsige en konkurrenceklausul, som er ugyldig efter en driftsmæssigt begrundet opsigelse af ansættelsesforholdet, for dermed at undgå at betale kompensation.
Written by
Forfattere
Hvis en medarbejder, der er underlagt en konkurrenceklausul, bliver afskediget uden selv at have givet rimelig anledning hertil, følger det af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 1, at konkurrenceklausulen ikke er gyldig, og at medarbejderen alligevel har ret til engangskompensation. I henhold til ansættelsesklausullovens § 10, stk. 2, har en medarbejder ret til engangskompensation, hvis arbejdsgiver opsiger en konkurrenceklausul, såfremt 1) medarbejderen har 3 måneders anciennitet på fratrædelsestidspunktet, 2) medarbejderen fratræder inden 6 måneder efter, at klausulen blev opsagt, og 3) fratrædelsen skyldes forhold, der ville have gjort arbejdsgiver berettiget til at håndhæve klausulen.
Sagen handlede om en områdedirektør, hvis arbejdsgiver først opsagde ansættelsesforholdet på grund af driftsmæssige forhold med 7 måneders varsel og dernæst ca. 10 dage senere opsagde konkurrenceklausulen, områdedirektøren var omfattet af.
Områdedirektøren og dennes faglige organisation anlagde sag ved Sø- og Handelsretten og rejste krav om betaling af engangskompensation efter ansættelsesklausullovens § 11, stk. 1. Heroverfor gjorde arbejdsgiver og dennes arbejdsgiverorganisation gældende, at der ikke var krav på engangskompensation, fordi konkurrenceklausulen var blevet opsagt, og betingelserne i lovens § 10, stk. 2, ikke var opfyldt, fordi områdedirektøren fratrådte mere end 6 måneder efter, at klausulen blev opsagt.
Opsigelse af ugyldig klausul undtog ikke fra engangskompensation
Et flertal i Sø- og Handelsretten gav områdedirektøren medhold og fandt, at arbejdsgiveren ikke kunne opsige konkurrenceklausulen, efter at den allerede var blevet ugyldig i henhold til ansættelsesklausullovens § 11, stk. 1, som følge af en driftsmæssigt begrundet afskedigelse, med den virkning, at retten til engangskompensation bortfaldt, fordi den tidsmæssige betingelse i lovens § 10, stk. 2, ikke var opfyldt. De to bestemmelser skulle derimod anskues adskilt, og flertallet udtalte endvidere: ”Det savner i øvrigt mening, at man skulle kunne opsige en aftale, der ikke længere er gyldig”. Områdedirektøren havde derfor ret til engangskompensation.
Et principielt spørgsmål
Arbejdsgiveren og dennes arbejdsgiverforening ankede dommen til Østre Landsret. Medarbejderen anmodede imidlertid om, at sagen skulle behandles af Højesteret i 2. instans og henviste bl.a. til, at Sø- og Handelsretten havde bemærket, at der ikke tidligere var taget stilling til det principielle spørgsmål om samspillet mellem § 10, stk. 2, og § 11, stk. 1, ligesom lovens forarbejder var tavse herom.
Højesteret fandt, at ”… sagen rejser principielle spørgsmål og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen…”, og har derfor nu meddelt tilladelse til anke af dommen til Højesteret.
Norrbom Vinding følger sagen og vender tilbage, når Højesteret har afsagt sin dom.
Norrbom Vinding bemærker:
Afgørelsen fra Højesteret vil præcisere fortolkningen af ansættelsesklausulloven og kan få betydning for arbejdsgiveres håndtering af konkurrenceklausuler ved opsigelse af medarbejdere med mere end 6 måneders varsel.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere