Written by
Højesteret: Ingen dækning i LG uden ansættelse
Højesteret har fastslået, at en pilot, der via ansættelse i et andet selskab havde udført arbejde for et luftfartsselskab, ikke kunne få sit løntilgodehavende dækket hos Lønmodtagernes Garantifond (LG), da luftfartsselskabet gik konkurs.
Written by
Forfattere
Højesteret har fastslået, at en pilot, der via ansættelse i et andet selskab havde udført arbejde for et luftfartsselskab, ikke kunne få sit løntilgodehavende dækket hos Lønmodtagernes Garantifond (LG), da luftfartsselskabet gik konkurs.
Når en virksomhed går konkurs, har virksomhedens medarbejdere krav på at få dækket deres tilgodehavende løn igennem LG. Det er imidlertid en betingelse, at lønkravet er opstået som led i arbejde for den konkursramte virksomhed. I denne sag skulle Højesteret tage stilling til, om en pilot, der gennem en anden virksomhed udførte flyvninger for et konkursramt luftfartsselskab, kunne få dækket sit løntilgodehavende hos LG.
Piloten havde oprindelig søgt om ansættelse i luftfartsselskabet og kom til samtale, men blev efterfølgende tilbudt ansættelse i Flight Crew Solutions (FCS), der udlejer medarbejdere til luftfartsselskaber. Piloten udførte ikke opgaver for andre luftfartsselskaber.
Da luftfartsselskabet gik konkurs, blev piloten opsagt af FCS. Piloten anmeldte herefter krav på tilgodehavende løn i opsigelsesperioden hos LG, som imidlertid afviste kravet med henvisning til, at piloten ikke var ansat i luftfartsselskabet.
Pilotens faglige organisation anlagde herefter sag mod LG med påstand om, at piloten skulle anses for at være medarbejder i luftfartsselskabet. Den faglige organisation henviste til, at lønmodtagerbegrebet i lov om LG skal fortolkes bredt. Det var en betingelse fra luftfartsselskabets side, at piloten indgik ansættelseskontrakt med FCS for at kunne udføre flyvninger for selskabet. Desuden var det luftfartsselskabet, der planlagde pilotens arbejdstider og sørgede for efteruddannelse.
LG henviste til, at det alene var FCS, der var part i ansættelseskontrakten med piloten, og at det alene var FCS, der kunne opsige piloten, hvorfor han skulle anses for at være ansat i FCS og ikke i luftfartsselskabet.
Østre Landsret behandlede sagen i 1. instans og frifandt LG, men den faglige organisation ankede dommen til Højesteret, der med dommen har taget stilling til det principielle spørgsmål om, hvordan lønmodtagerbegrebet i EU’s insolvensdirektiv (der er implementeret ved lov om Lønmodtagernes Garantifond i Danmark) skal forstås.
Ingen kontrakt med luftfartsselskabet
Højesteret slog fast, at efter EU-Domstolens praksis skal direktivets lønmodtagerbegreb fortolkes i lyset af direktivets sociale målsætning om at sikre alle arbejdstagere en EU-retlig minimumsbeskyttelse i tilfælde af arbejdsgivers konkurs. Medlemsstaterne skal dermed anvende det sædvanlige arbejdsgiver- og lønmodtagerbegreb og må ikke indsnævre det på en måde, der bringer denne målsætning i fare.
Det konkrete ansættelsesforhold skulle med andre ord vurderes efter de samme parametre, som det sædvanligvis er praksis i dansk ret. I denne vurdering lagde Højesteret vægt på, at piloten ikke havde fremlagt en kontrakt, der var indgået mellem ham og luftfartsselskabet. Derudover var det FCS, der udbetalte løn til piloten, og der var ikke andre forhold, der indikerede, at pilotens ansættelse i FCS var proforma.
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens afgørelse og frifandt LG.
Norrbom Vinding bemærker:
Afgørelsen illustrerer, at krav på løngaranti hos LG i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs forudsætter tilstrækkelig dokumentation for, at der består et ansættelsesforhold i det konkursramte selskab, og det påhviler i den forbindelse lønmodtageren at dokumentere dette, fx i form af en ansættelseskontrakt.
Højesteret har desuden med afgørelsen fastslået, at det er det almindelige lønmodtagerbegreb i dansk ret, der skal anvendes efter lov om Lønmodtagernes Garantifond.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere