Written by
Far er ikke på arbejde
Højesteret har nu taget stilling til, om en person, der yder støtte til en pårørende i hjemmet efter aftale med kommunen, kan betragtes som lønmodtager, og om ekstra arbejdstimer ud over det aftalte kan føre til krav på godtgørelse efter arbejdstidsloven.
Written by
Forfattere
Hvis en medarbejder er ansat i et tjenesteforhold, er vedkommende omfattet af arbejdstidsloven, herunder bestemmelsen i § 4 om, at den gennemsnitlige arbejdstid ikke må overstige 48 timer ugentligt beregnet over en fire måneders periode.
Sagen drejede sig om en far, hvis voksne søn, der lider af atypisk autisme, efter en ferie ikke ønskede at vende tilbage til sit botilbud og derfor flyttede hjem til sine forældre. Kommunen bevilgede i den forbindelse socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85. Herefter indgik faren og kommunen en aftale om, at faren skulle yde støtte til sønnen 30 timer ugentligt.
Faren anlagde sag mod kommunen med krav om godtgørelse efter arbejdstidsloven med henvisning til, at han i praksis havde været sammen med sønnen døgnet rundt, og derfor havde haft en faktisk arbejdstid, som oversteg 48 timer ugentligt.
Ikke tale om et ansættelsesforhold
Højesteret fandt, at der i den konkrete og usædvanlige situation ikke var etableret et egentligt over- og underordnelsesforhold mellem faren og kommunen – en forudsætning for at være omfattet af arbejdstidsloven. Det var faren og hans familie, der tog initiativ til aftalen, og kommunen ydede alene støtte efter serviceloven uden at udøve kontrol eller ledelsesret. Faren var ikke underlagt instruktioner, og kommunen førte ikke løbende tilsyn.
Dermed var faren ikke lønmodtager i lovens forstand, og arbejdstidslovens regler om maksimal ugentlig arbejdstid fandt ikke anvendelse. Han havde derfor ikke krav på godtgørelse. Byretten var nået til samme resultat, mens landsretten var nået frem til, at faren måtte anses for arbejdstager efter arbejdstidsloven, men stadig ikke havde krav på godtgørelse efter 48-timers reglen.
Ekstra timer uden for aftalen
Højesteret udtalte desuden, at selv hvis faren måtte anses for lønmodtager i kommunen, ville han ikke være berettiget til godtgørelse, da der ikke var sket et brud på arbejdstidslovens § 4.
Det fremgik tydeligt af aftalen med kommunen, at faren højst skulle yde støtte 30 timer om ugen. Kommunen havde ikke krævet mere – faktisk havde den afvist at øge timetallet. De mange ekstra timer, som faren brugte på pleje og tilstedeværelse, var derfor ikke en del af det aftalte arbejdsforhold, men udtryk for et privat valg som forælder.
Disse timer kunne ifølge Højesteret ikke regnes med i arbejdstidsopgørelsen, og der var derfor ikke grundlag for at konstatere en overskridelse af 48-timersgrænsen – heller ikke hvis faren havde været omfattet af loven.
Norrbom Vinding bemærker:
Dommens resultat er ikke overraskende, idet Højesterets dom blot bekræfter, at arbejdstidslovens regler kun finder anvendelse på et egentligt ansættelsesforhold – herunder også med et over- underordnelsesforhold, hvilket ikke er tilfældet, når en forælder efter ansøgning bevilliges støtte til at kunne passe sit barn i eget hjem.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere