Written by
Tillidsrepræsentant bortvist fra A-kasse
Det var i orden, at en A-kasse bortviste en tillidsrepræsentant for at dele fortroligt materiale – men en forudgående opsigelse var ikke i orden. Det kostede 175.000 kr.
Written by
En tillidsrepræsentant kan som udgangspunkt kun afskediges, hvis der er tvingende årsager til det. I denne faglige voldgiftssag skulle opmanden tage stilling til både en opsigelse begrundet i nedskæringer og en efterfølgende bortvisning pga. videregivelse af fortroligt materiale. Opmanden skulle også tage stilling til, om arbejdsgiveren skulle betale en bod.
Sagen vedrørte en tillidsrepræsentant, der var ansat som sagsbehandler i en A-kasse, og som blev afskediget i august 2023. Begrundelsen for afskedigelsen var bl.a., at der skulle ske omstruktureringer på grund af faldende medlemstal.
Kort efter – i begyndelsen af september – blev tillidsrepræsentanten bortvist med den begrundelse, at hun havde videresendt et fortroligt notat. Notatet, der var udarbejdet til brug for bestyrelsen og vedrørte omstruktureringerne i A-kassen, havde hun både sendt til en medarbejder i sin fagforening, HK, og til en kollega.
Inden videresendelsen havde et bestyrelsesmedlem udtrykkeligt gjort hende opmærksom på, at notatet ”ikke skulle rundt i huset”. Tillidsrepræsentanten påstod dog efterfølgende, at notatet lå frit tilgængeligt for A-kassens medarbejdere i bestyrelsesmedlemmernes åbne kalendere. Noget bestyrelsen ikke kunne genkende.
Tillidsrepræsentantens organisation, HK, mente, at afskedigelsen var usaglig og bortvisningen uretmæssig. Desuden mente HK, at A-kassen havde overset, at der i sagen skulle have været tvingende årsager til at afskedige tillidsrepræsentanten. Dette burde efter HK’s opfattelse udløse en bod. Sagen blev derfor indbragt for en faglig voldgift.
Godtgørelse trods berettiget bortvisning
Opmanden nåede i sagen frem til, at tillidsrepræsentanten skulle have en godtgørelse. Til gengæld var bortvisningen retmæssig. Og opmanden mente heller ikke, at der var grundlag for at udmåle en bod.
Opmanden konstaterede således først, at der normalt skal være tvingende årsager til at afskedige en tillidsrepræsentant. I den konkrete sag var situationen den, at det arbejde, som sagsbehandlerne udførte i A-kassen, mindede om hinanden. A-kassen kunne derfor lige så godt have afskediget en anden sagsbehandler. Tvingende årsager var derfor ikke til stede, hvorfor A-kassen måtte betale en godtgørelse på 175.000 kr.
Til gengæld fandt opmanden det bevist, at tillidsrepræsentanten var blevet informeret om, at notatet var fortroligt, og at hun ikke måtte dele det. Opmanden fandt det i øvrigt ikke bevist, at notatet havde været tilgængeligt i de åbne kalendere, og under alle omstændigheder var det ikke ok at dele notatet med HK. Bortvisningen var derfor retmæssig, hvorfor medarbejderen ikke havde krav på løn i opsigelsesperioden.
Opmanden fandt heller ikke, at der var grundlag for at udmåle en bod. Tillidsrepræsentanten var ganske vist blevet opsagt, uden at der forelå tvingende årsager, men eftersom der var udmålt en godtgørelse til tillidsrepræsentanten, var der ikke herudover grundlag for at udmåle en bod.
Norrbom Vinding bemærker:
Afgørelsen er et specielt eksempel på en situation, hvor der udmåles en godtgørelse for usaglig afskedigelse, selvom bortvisningen af samme medarbejder er retmæssig. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at opsigelsen og bortvisningen var begrundet i to forskellige forhold. Derfor blev de både behandlet hver for sig af A-kassen og senere bedømt hver for sig af voldgiftsretten.
Afgørelsen illustrerer endvidere, at der normalt aldrig er grundlag for at udmåle en godtgørelse og en bod for samme forhold. A-kassen havde ganske vist overtrådt overenskomstens regler om tvingende årsager ved afskedigelse af tillidsrepræsentanter, men da dette allerede havde udløst en godtgørelse, var der ikke herudover grundlag for at udmåle en bod.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.