Written by
Når tillidsrepræsentanten bedst kan undværes
En region var berettiget til at afskedige en tillidsvalgt afdelingslæge frem for de øvrige afdelingslæger.
Written by
Forfattere
En saglig afskedigelse af en tillidsrepræsentant kræver tvingende årsager. Hvis afskedigelsen er begrundet i virksomhedens forhold, skal arbejdsgivere godtgøre, at det er nødvendigt at afskedige tillidsrepræsentanten frem for øvrige medarbejdere.
Denne sag handlede om, at samtlige afdelinger på et hospital blev pålagt at udarbejde en plan for en reduktion af udgifter med 4 % som led i en budgetlægning. I den afdeling, sagen vedrørte, blev det besluttet at imødekomme kravet ved at afskedige en af afdelingslægerne.
Afdelingsledelsen vurderede, at det var en afdelingslæge, der også var tillidsrepræsentant, som bedst kunne undværes, idet de øvrige afdelingslæger havde uundværlige kompetencer, som tillidsrepræsentanten ikke ville kunne opnå inden for en overskuelig tidshorisont.
Afdelingslægen ønskede ikke at blive omplaceret og blev derefter afskediget.
Tillidsrepræsentantens faglige organisation gjorde gældende, at der ikke forelå tvingende årsager og anførte bl.a., at udvælgelsen af personale til afskedigelse ikke burde have været begrænset til afdelingslæger, og at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at afskedige netop tillidsrepræsentanten.
Der var tvingende årsager
Opmanden fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte beslutningen om, at afskedigelsen skulle ske blandt afdelingslægerne.
Opmanden lagde bl.a. vægt på, at nedskæringer blandt sygeplejersker og lægesekretærer ville kræve et uholdbart antal afskedigelser, og at overlægernes erfaring og kvalifikationer gjorde dem uundværlige i forhold til afdelingslægerne.
Opmanden tillagde det endvidere vægt, at tillidsrepræsentanten selv havde deltaget i et møde med ledelsen og de øvrige medarbejderrepræsentanter, hvor der var enighed om, at en afdelingslæge skulle afskediges, og at der ikke var andre muligheder. Tillidsrepræsentanten havde heller ikke anfægtet omstillingsplanen, hvilket ellers måtte anses som en væsentlig opgave som tillidsrepræsentant, hvis hun mente, at der var grundlag for det.
Med hensyn til udvælgelsen af tillidsrepræsentanten til afskedigelse, fandt opmanden, at regionen havde løftet bevisbyrden for, at der forelå tvingende årsager.
Opmanden lagde bl.a. vægt på, at afdelingsledelsen havde gennemført en velforberedt og omhyggelig vurdering af hver enkelt afdelingslæge, at det var deres sikre opfattelse, at tillidsrepræsentanten – på baggrund af de enkelte overlægers kvalifikationer – bedst kunne undværes, og at opkvalificering af tillidsrepræsentanten ville kræve mærkbar ressourceanvendelse bl.a. ved inddækning af andre afdelingslæger og overlæger, der ville få negativ indflydelse på patientbehandlingen.
Desuden lagde opmanden vægt på, at selv mindre variationer i kvalifikationsniveauet hos de behandlingsansvarlige læger kunne få stor betydning for behandlingen af patienterne.
Regionen blev af disse grunde frifundet.
Norrbom Vinding bemærker:
Opmanden udtalte mere generelt, at kravet om ”tvingende årsager” skal vurderes i lyset af det konkrete arbejdsområde. På områder, hvor kvalifikationsniveau har mindre betydning, vil det ofte være afgørende, om tillidsrepræsentantens kvalifikationer er ”meget ringere” end andre ansattes. Derimod kan selv mindre forskelle i kvalifikationsniveau begrunde tvingende årsager på områder, der forudsætter høj specialisering og et højt kompetenceniveau.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere