Written by
Ikke diskriminerende at kræve ligebehandling
Østre Landsret har netop frifundet en kommune i en sag om ophør af et praktikforhold, hvor to kvindelige lærerpraktikanter af religiøse årsager ikke ønskede at give hånd til mænd.
Written by
Forfattere
Hvad vægter højest – retten til at kunne udøve sin religion i arbejdstiden eller retten til som borger eller kollega ikke at blive udsat for diskrimination på baggrund af sit køn? Det var forenklet sagt det, Østre Landsret skulle tage stilling til i denne sag.
I sagen afviste to kvindelige lærerpraktikanter at give hånd til deres mandlige praktikvejleder i forbindelse med et velkomstmøde vedrørende opstarten af deres praktikforløb. Afvisningen skyldtes det forhold, at de var ortodokse muslimer, og derfor ikke ønskede at give hånd til kønsmodne personer af det modsatte køn, som de ikke havde en familiemæssig relation til.
Kommunen krævede imidlertid, at praktikanterne for at fortsætte praktikforløbet skulle efterleve kommunens værdier om ligebehandling, neutralitet og professionalisme, og at de skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, hvis situationen krævede det. Da praktikanterne afviste dette, ophørte praktikforløbet.
Kommunen argumenterede under sagen for, at det ikke var ulovlig forskelsbehandling at kræve, at de pågældende lærerstuderende – på samme måde som skolens øvrige medarbejdere – skulle kunne interagere med klassens drenge og piger, disses forældre og mandlige såvel som kvindelige kollegaer. Det var således ikke et spørgsmål om håndtryk, men om, at borgerne i deres møde med kommunen oplever at blive behandlet lige, uanset køn, etnicitet eller lignende. Kommunen argumenterede videre for, at det var de pågældende selv, der aktivt valgte ikke at fortsætte praktikopholdet, fordi de ikke var indstillede på at efterleve kommunens værdier.
Sagen blev i første omgang indbragt for Ligebehandlingsnævnet, som tilkendte de to lærerpraktikanter godtgørelse for ulovlig forskelsbehandling. Kommunen var ikke enig i afgørelsen, hvorfor Ligebehandlingsnævnet indbragte sagen for domstolene på vegne af praktikanterne. Som følge af sagens principielle karakter, blev sagen henvist til landsretten.
Ligebehandlingsnævnet som mandatar for praktikanterne argumenterede under sagen for, at kravet om at give hånd til alle uanset køn udgjorde indirekte forskelsbehandling. Nævnet var enig med kommunen i, at kravet havde det legitime formål at sikre ligebehandling, og at det var hensigtsmæssigt at stille et sådant krav. Nævnet mente derimod ikke, at det var nødvendigt at fastholde kravet over for de to lærerpraktikanter, bl.a. fordi man kunne have indført et andet hilseritual for klagerne.
Landsrettens flertal nåede frem til, at der var tale om indirekte forskelsbehandling, men at kommunen havde godtgjort, at kravet var nødvendigt for at opnå formålet om at sikre ligebehandling af kønnene, og at formålet ikke kunne opnås ved en alternativ hilsemåde eller andre mindre indgribende midler, sådan som Ligebehandlingsnævnet havde gjort det gældende.
Kommunen blev derfor frifundet.
Norrbom Vinding bemærker:
Der er tale om en principiel afgørelse om, hvorvidt man som embedsmand på baggrund af sin religiøse overbevisning har ret til at udsætte andre for kønsdiskrimination. Norrbom Vinding har repræsenteret kommunen for både Ligebehandlingsnævnet og Østre Landsret, hvor sagen på grund af dens principielle karakter blev behandlet i 1. instans, og vi er selvsagt tilfredse med, at Østre Landsret tilsidesatte Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og at landsrettens dom har bekræftet, at kravet om ligebehandling var nødvendigt og dermed lovligt.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere