U

Knowledge

News

Practice areas

People

Events

About us

Careers

Fagforeningen, der fyrede og hyrede

Det var usagligt, da en fagforenings lokalafdeling opsagde en kontorassistent på grund af medlemsnedgang. For omkring samtidig ansatte man en ny medarbejder. 

Written by

Det følger af bl.a. funktionærloven og af en række overenskomster, at afskedigelser som udgangspunkt skal være saglige. I denne faglige voldgiftssag skulle opmanden tage stilling til, om det var sagligt, at en kontorassistent i en fagforenings lokalafdeling blev afskediget ca. samtidig med, at fagforeningen ansatte en ny medarbejder.

Sagen vedrørte en kontorassistent ansat i en fagforenings lokalafdeling. Her passede hun bl.a. telefonen, besvarede mails, tog sig af ind- og udmeldelser og hjalp til i receptionen. Hun blev i august 2023 afskediget med den begrundelse, at der var faldende medlemstal i afdelingen og derfor ikke nok arbejde til, at afdelingen fortsat kunne have hende ansat.

Omtrent samtidig ansatte afdelingen imidlertid en anden medarbejder. Denne medarbejder skulle udføre arbejdsopgaver, som mindede om dem, kontorassistenten havde udført. Bl.a. af den grund mente kontorassistentens faglige organisation, HK, ikke, at afskedigelsen kunne være saglig. HK indbragte derfor sagen for en faglig voldgift.

Fagforeningens lokalafdeling mente på sin side, at afskedigelsen var saglig. Afdelingen argumenterede bl.a. for, at den nye medarbejder udførte andre opgaver end kontorassistenten og havde andre kompetencer. Præcis hvilke kompetencer og opgaver, der var tale om, formåede afdelingen dog ikke at redegøre nærmere for under sagen.

Hvilke særlige kompetencer?
I lyset af at fagforeningen havde ansat en medarbejder omtrent samtidig med opsigelsen af kontorassistenten, nåede opmanden frem til, at opsigelsen af kontorassistenten var usaglig.

Opmanden lagde særlig vægt på, at fagforeningen under sagen kun i meget begrænset omfang havde kunnet redegøre for, hvilke opgaver den nye medarbejder skulle varetage, og hvilke særlige kompetencer den nye medarbejder angiveligt havde.

Opmanden lagde også vægt på, at afskedigelsesbrevet til kontorassistenten ikke indeholdt en vurdering af, om hun kunne have været omplaceret, hvilket kunne have bidraget til at afklare, om kontorassistenten havde kunnet varetage den ledige stilling. Samlet set fandt opmanden det derfor ikke godtgjort, at kontorassistenten ikke kunne have udført det arbejde, som den nye medarbejder blev ansat til.

I lyset af sagens omstændigheder blev kontorassistenten tilkendt en godtgørelse svarende til ca. 3 måneders løn. 

Norrbom Vinding bemærker:

Afgørelsen illustrerer, at hvis en medarbejder afskediges med den begrundelse, at der foreligger arbejdsmangel, så skal der også reelt foreligge arbejdsmangel.

Det kan godt være sagligt at afskedige en medarbejder på grund af arbejdsmangel samtidig med, at der ansættes en anden. Men der skal i så fald være saglige årsager hertil – fx at man har brug for en ny medarbejder med særlige kompetencer. Kan man ikke redegøre for, hvilke saglige overvejelser der ligger bag udskiftningen, er der imidlertid en betydelig risiko for, at afskedigelsen anses for at være usaglig.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.