Written by
Arbejdsmangel med huller i
Opsigelsen af en kliniksekretær som følge af arbejdsmangel var usaglig, da tandlægeklinikken ikke kunne godtgøre, at arbejdsmanglen ikke var selvskabt.
Written by
Det følger af retspraksis, at arbejdsmangel som udgangspunkt er en saglig grund til at afskedige en medarbejder begrundet i virksomhedens driftsmæssige forhold. Derudover følger det, at det som det klare udgangspunkt er forholdene på tidspunktet for opsigelsen, der er afgørende for, om en afskedigelse er saglig. En undtagelse er dog tilfælde, hvor arbejdsgiver kort forinden har ansat en ny medarbejder i en stilling, som den afskedigede ville kunne varetage, og derved selv har skabt arbejdsmanglen, forudsat at arbejdsgiver på ansættelsestidspunktet vidste eller burde vide, at der ville opstå arbejdsmangel.
Denne afskedigelsesnævnssag handlede om en kliniksekretær med 5 års anciennitet i en tandlægeklinik, som blev afskediget med henvisning til omstrukturering og overkapacitet i sekretariatet. Kun ca. 8 uger forinden havde klinikken slået en ny stilling op som kliniksekretær og ansat en medarbejder til at varetage opgaver, der i høj grad svarede til kliniksekretærens.
Kliniksekretæren havde kort forinden været sygemeldt efter et møde med ledelsen, som hun oplevede som ubehageligt. Under sin sygemelding blev hun bekendt med stillingsopslaget og udtrykte bekymring over, at der blev ansat en ny medarbejder i en stilling, hun mente svarede til hendes egen. Da hun vendte tilbage til arbejdet, blev hun samme dag afskediget.
Selvskabt arbejdsmangel
Opmanden lagde til grund, at overkapaciteten i sekretariatet skyldtes den nyansættelse, som klinikken selv havde foretaget, og at kliniksekretæren var kvalificeret til at bestride den nye stilling.
Grundet den nære tidsmæssige sammenhæng mellem nyansættelsen og afskedigelsen og sagens omstændigheder i øvrigt fandt opmanden, at der var skabt en formodning for, at klinikken allerede på tidspunktet for nyansættelsen vidste eller burde have vidst, at der ville blive behov for personalereduktion, og at der derudover forelå en formodning for, at nyansættelsen reelt havde til formål at skabe overkapacitet, som kunne begrunde afskedigelsen af kliniksekretæren.
Klinikken formåede ikke at afkræfte disse formodninger. Idet der derfor var tale om selvskabt arbejdsmangel, var afskedigelsen usaglig, og kliniksekretæren fik tilkendt en godtgørelse på 125.000 kr. svarende til ca. 11 ugers løn.
I forhold til udmålingen af godtgørelsens størrelse fandt opmanden, at det var en skærpende omstændighed, at opsigelsen skete samme dag, som kliniksekretæren vendte tilbage efter en arbejdsrelateret sygemelding, og lige efter, at kliniksekretæren var blevet budt velkommen tilbage af leder og kolleger, hvilket opmanden fandt unødigt krænkende.
Norrbom Vinding bemærker:
Afgørelsen er et eksempel på, at arbejdsgivere ved afskedigelser begrundet i overkapacitet skal kunne godtgøre, at arbejdsmanglen ikke er selvskabt. Hvis der kort før afskedigelsen er foretaget nyansættelser til lignende stillinger, skal arbejdsgiver derfor som udgangspunkt kunne godtgøre, at arbejdsgiver ikke på tidspunktet for nyansættelserne kendte eller burde have kendt til den forestående arbejdsmangel.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.