45 meters frit fald – og hele vejen til Højesteret

Højesteret har fastslået, at en arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for en arbejdsskade, som en medarbejder pådrog sig i forbindelse med en livbådsøvelse på en boreplatform.

Written by

Ifølge arbejdsmiljølovgivningen har en arbejdsgiver pligt til at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I denne sag skulle Højesteret ved en delafgørelse tage stilling til, om en arbejdsgiver havde tilsidesat denne pligt og handlet ansvarspådragende ved gennemførelsen af en livbådsøvelse, der indebar et frit fald på 45 meter fra en boreplatform.

Sagen handlede om en konstruktionschef ansat på en boreplatform i Nordsøen, som i 2016 deltog i en livbådsøvelse med et såkaldt ”live launch”. Dette indebar, at livbåden blev søsat fra boreplatformen ved et frit fald på 45 meter, før livbåden ramte havet med fronten først og derefter stabiliserede sig på havoverfladen. Baggrunden for gennemførelsen af livbådsøvelsen var, at Arbejdstilsynet havde påtalt, at livbådenes sødygtighed ikke var blevet afprøvet siden 2010.

I øvelsen deltog i alt fire besætningsmedlemmer, der alle var uddannede livbådskaptajner. Konstruktionschefen sad under øvelsen i kaptajnsædet, der som det eneste sæde i livbåden vendte i faldretningen mod vandet. Øvelsen gik som planlagt, men konstruktionschefen fik efterfølgende nakkesmerter og blev kort tid efter sygemeldt.

Smerterne i nakken blev anerkendt som en arbejdsskade, og konstruktionschefen anlagde sag mod arbejdsgiveren med krav om erstatning. Konstruktionschefen mente, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende ved bl.a. at lade øvelsen udføre med besætning ombord og ved at placere konstruktionschefen i kaptajnsædet med front mod faldretningen.

Heroverfor gjorde arbejdsgiveren bl.a. gældende, at konstruktionschefen var uddannet livbådskaptajn med henblik på at kunne varetage søsætning og manøvrering af livbåden, at øvelsen og placeringen af konstruktionschefen blev gennemført i overensstemmelse med producentens anvisninger og ved korrekt brug af livbådens sikkerhedsudstyr, ligesom øvelsen blev gennemført under optimale vejrforhold.

Spørgsmålet om arbejdsgiverens ansvar for arbejdsskaden blev udskilt til særskilt behandling, og blev først behandlet af byretten, der fastslog, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende. Sagen blev herefter anket til landsretten, der med dissens fandt, at arbejdsgiver ikke havde handlet ansvarspådragende. Sagen blev herefter med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbragt for Højesteret.

Højesteret stadfæstede byrettens delafgørelse
Højesteret udtalte indledningsvist, at udgangspunktet for bedømmelsen af arbejdsgiverens erstatningsansvar er den almindelige culpabedømmelse, og at denne skal foretages i lyset af de forpligtelser, som arbejdsgiveren har efter arbejdsmiljølovgivningen. Der skal ved vurderingen af de krav, der kan stilles til arbejdsgiverens agtpågivenhed, lægges vægt på bl.a. handlingens farlighed, handlingens skadeevne og muligheden for at undgå skade.

I forhold til den konkrete sag lagde Højesteret vægt på, at øvelsens fremgangsmåde indebar en betydelig fare for personskade. Herudover påpegede Højesteret, at der ikke var tale om en nødsituation men en øvelse, og Højesteret lagde til grund, at det ikke havde været nødvendigt at gennemføre øvelsen ved at søsætte båden i frit fald for at teste bådens sødygtighed. Højesteret fandt herudover, at det heller ikke havde været nødvendigt at placere konstruktionschefen i det fremadvendte kaptajnsæde, idet konstruktionschefen i stedet kunne have været placeret i et af de bagudvendte sæder, ligesom de øvrige besætningsmedlemmer.

Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at arbejdsgiveren ikke havde identificeret, vurderet og nedbragt de sikkerhedsmæssige risici så meget, som det havde været rimeligt praktisk muligt. Arbejdsgiveren havde derfor handlet ansvarspådragende.

Højesteret stadfæstede på den baggrund byrettens delafgørelse.

Norrbom Vinding bemærker:

Afgørelsen illustrerer, at udstrækningen af arbejdsgiverens pligt til at sikre, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skærpes i situationer, hvor arbejdet indebærer en betydelig fare for personskade, og at der i disse situationer vil være en forpligtelse til at identificere, vurdere og nedbringe de sikkerhedsmæssige risici så meget, som det (som udtrykt af Højesteret) er ”rimeligt praktisk muligt”.

Da der er tale om en delafgørelse, er der ikke med afgørelsen taget stilling til, om de øvrige erstatningsbetingelser kunne anses for at være opfyldt, herunder om der foreligger den nødvendige årsagssammenhæng mellem arbejdsulykken og den konstaterede skade/helbredsforringelse samt et eventuelt økonomisk tab.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.