Vikaren måtte en tur i Arbejdsretten

En sag om en vikars rettigheder hørte hjemme i Arbejdsretten. Derfor blev den kort før jul afvist af Højesteret.

nvi_portraetter_done_024_web.jpg

Ifølge vikarloven skal et vikarbureau som udgangspunkt sikre, at bureauets vikarer – for så vidt angår en række væsentlige ansættelsesvilkår – har rettigheder, der mindst svarer til de rettigheder, som medarbejderne har på den virksomhed, som vikaren er udlånt til. Men hvem skal behandle en sag om, hvorvidt dette ligebehandlingsprincip er overtrådt, hvis vikarbureaet er omfattet af en overenskomst? Det var temaet i denne sag.

Sagen vedrørte en vikar, som var tilknyttet et vikarbureau. Imens vikaren var udlånt til en virksomhed, blev vikaren syg. Hvis vikaren havde været ansat i virksomheden, ville han have haft krav på løn under sygdom. Nu var vikaren dog ikke ansat i virksomheden, men vikar hos et vikarbureau, og bureauet afviste, at vikaren havde ret til løn under sygdom.

Den besked var vikaren utilfreds med. Derfor anlagde han med hjælp fra sin faglige organisation, PROSA, sag imod vikarbureauet ved de almindelige domstole. Her krævede han bl.a., at han i medfør af ligebehandlingsprincippet i vikarloven skulle have løn under sygdom på samme måde, som han ville have fået, hvis han havde været fastansat af virksomheden.

Vikarbureauet påstod sagen afvist
Vikarbureauet påstod på sin side sagen afvist. Bureauet påpegede, at bureauet var omfattet af en overenskomst, som også omfattede vikaren, og som ikke gav vikaren ret til løn under sygdom.

Vikarbureauet bemærkede i den forbindelse, at det fremgår af vikarloven, at lovens ligebehandlingsprincip ikke gælder, hvis vikarbureauet ”har tiltrådt en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område, hvorved den generelle beskyttelse af vikarer respekteres”.

Det følger også af både vikarloven og arbejdsretsloven, at spørgsmålet om, hvorvidt den netop citerede bestemmelse er overholdt, falder under Arbejdsrettens kompetence. Efter vikarbureauet var det netop afgørende, om overenskomsten levede op til kravet i vikarloven, for gjorde den det, så havde vikaren ikke ret til løn under sygdom.

Vikaren fastholdt omvendt, at sagen skulle behandles ved de almindelige domstole. Vikaren mente nemlig, at sagens primære spørgsmål var, om ligebehandlingsprincippet i vikarloven, var overholdt. Vikaren fremhævede i den forbindelse også, at rettighederne i vikarloven udsprang af EU-retten, hvilket efter hans opfattelse burde give en særlig adgang til at få sagen behandlet ved de almindelige domstole.

Højesteret afviste sagen
Sagen endte i Højesteret, hvor sagen blev afvist. Højesteret konstaterede i sin dom bl.a., at den primære uenighed i sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den overenskomst, som vikarbureauet var omfattet af, levede op til bestemmelserne i vikarloven, herunder de krav, der må stilles efter EU-retten.

Højesteret bemærkede også, at hvis Arbejdsretten måtte nå frem til, at overenskomsten ikke levede op til kravene, således at vikaren i medfør af vikarlovens ligebehandlingsprincip skulle sidestilles med de fastansatte på den virksomhed, han var udlånt til, så kunne Arbejdsretten også tage stilling til konsekvenserne af det. Derfor hørte sagen ikke hjemme ved de almindelige domstole, men måtte afvises.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen forekommer naturlig i lyset af ordlyden i arbejdsretsloven og vikarloven.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet