Værdiløs aftale med affaldsselskab

En direktør for et kommunalt affaldsselskab skulle ifølge en aftale have en fratrædelsesgodtgørelse på 1.3 mio. kr. Men aftalen var uhjemlet og derfor lige til skraldespanden.

nvi_portraetter_done_024_web.jpg

Bestemmelser om kommunalt ansattes løn- og ansættelsesvilkår skal ifølge kommunestyrelsesloven godkendes af Kommunernes Lønningsnævn. Normalt praktiseres reglen sådan, at nævnet godkender nogle rammer (fx overenskomster), som kommunerne holder sig inden for. Men hvad nu, hvis en kommunal arbejdsgiver bevæger sig uden for rammerne? Det skulle Vestre Landsret tage stilling til i denne sag.

Sagen handlede om en direktør, der blev ansat i et kommunalt affaldsselskab i 2003. I forbindelse med en kontraktfornyelse pr. 1. januar 2009 blev der indgået en aftale om, at direktøren – når han fratrådte – skulle have en godtgørelse på 3 måneders løn samt 1 måneds løn for hvert år, direktøren havde været ansat. Han fratrådte i 2012 og skulle ifølge aftalen derfor have en godtgørelse på 13 måneders løn – svarende til ca. 1,3 mio. kr.

Problemet med godtgørelsen var, at den ikke kunne rummes inden for de rammer, som Kommunernes Lønningsnævn havde godkendt. Da affaldsselskabet blev opmærksom på problemet, anmodede selskabet lønningsnævnet om at godkende godtgørelsen. Det ville nævnet imidlertid ikke, og i det lys afviste selskabet at betale.

Godtgørelse, erstatning eller ingenting
Direktøren mente fortsat, at han havde krav på den aftalte godtgørelse, så han lagde sag an mod affaldsselskabet. Efterfølgende afgik han ved døden, men sagen fortsatte og endte i Vestre Landsret. Her fremhævede dødsboet bl.a., at direktøren havde arbejdet for affaldsselskabet i tiltro til den indgåede aftale om godtgørelsen. Dette talte ifølge dødsboet for at opretholde aftalen.

Hvis aftalen ikke kunne opretholdes, mente dødsboet, at affaldsselskabet skulle betale en erstatning svarende til godtgørelsen. Dødsboet fremhævede bl.a., at der ellers ville blive skabt en retstilstand, hvor kommuner kunne indgå aftaler ”i forventning om”, at de senere blev tilsidesat som ugyldige. Dødsboet mente også, at affaldsselskabet burde have gjort mere for at sikre, at selskabet ikke havde indgået en uhjemlet aftale.

Trods dødsboets argumenter blev affaldsselskabet frifundet af Vestre Landsret. Landsretten konstaterede først og fremmest, at aftalen om godtgørelsen gik uden for de rammer, der var godkendt af lønningsnævnet, og at aftalen heller ikke senere var blevet godkendt af nævnet. Aftalen var derfor i strid med kommunestyrelsesloven og måtte allerede af den grund tilsidesættes som ugyldig.

Herudover konstaterede landsretten, at dødsboet ikke havde påvist, at direktøren ville have været stillet bedre, hvis aftalen ikke var blevet indgået. Aftalen havde derfor ikke påført direktøren et tab, hvorfor affaldsselskabet heller ikke skulle betale en erstatning.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen bekræfter, at en aftale ikke er bindende, hvis den er i strid med loven – et princip, som i øvrigt kan udledes af Danske Lov fra 1683, og
  • at afgørelsen tillige bekræfter, at man ikke kan kræve en ulovlig aftale opretholdt ad bagvejen ved at kræve en erstatning svarende til aftalens indhold, idet en erstatning forudsætter, at der er lidt et reelt tab.

Affaldsselskabet var under sagen repræsenteret af Norrbom Vinding.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet