Ukendskab til juraen afbryder ikke forældelsen

Et krav på efterbetaling af sygedagpenge var forældet efter 3 år – og ikke 10 år – og kommunens afgørelse led ikke af retlige mangler, der gjorde afgørelsen ugyldig.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Ukendskab til et krav kan efter omstændighederne føre til suspension af den almindelige forældelsesfrist på 3 år med den konsekvens, at der kan gå op til 10 år, før et krav forældes. Men gælder dette også, når Højesteret med en dom har fjernet en retlig tvivl på et område? Det skulle landsretten bl.a. afgøre i denne sag.

Sagen udsprang af en tvist, som Højesteret havde afgjort den 10. september 2015. I den sag havde en kommune delegeret afgørelseskompetencen på sygedagpengeområdet til en privat aktør. Det havde de overordnede administrative myndigheder tilsidesat som værende i strid med de forvaltningsretlige regler om delegation af afgørelseskompetence. Kommunen havde i overensstemmelse med daværende praksis derpå truffet en ny afgørelse, men havde ladet denne afgørelse få virkning fra samme tidspunkt som afgørelsen truffet af den private aktør. Højesteret afgjorde, at sygedagpengeretten i et sådant tilfælde først kunne få virkning fra kommunens gyldige afgørelse.

På baggrund af Højesterets dom rettede en række borgere, som tillige havde fået deres sag afgjort af en privat aktør, og hvor den pågældende kommune på samme måde havde ladet den senere gyldige afgørelse få virkning fra tidspunktet for den private aktørs afgørelse, henvendelse til den kommune, der havde afgjort deres sag.

I en række af nu opståede sager skete henvendelsen til den pågældende kommune imidlertid først på et tidspunkt, der lå mere end 3 år efter kommunens afgørelse i sagen, og således på et tidspunkt, hvor kravet som udgangspunkt var forældet.

Det var også tilfældet i denne sag. Her havde kommunen truffet afgørelse om sygedagpengeretten i juli 2011. Sagen blev anlagt mod kommunen i april 2016, da kommunen havde nægtet at imødekomme borgerens anmodning om genoptagelse, fordi kravet efter kommunens opfattelse var forældet efter den almindelige 3-årige forældelsesfrist.

Borgeren mente ikke, at kravet var forældet, og gjorde til støtte herfor gældende, at han havde været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, indtil Højesteret traf afgørelse i sagen. Borgeren henviste yderligere til, at kommunen (og de overordnede myndigheder) med sine afgørelser havde ydet en fejlagtig rådgivning af borgeren.

Kommunen gjorde under sagen gældende, at Højesteret med sin afgørelse alene havde fjernet en retlig tvivl, og at det dermed var en retsvildfarelse, der havde afholdt borgeren fra at gøre sit krav gældende. Og retlig uvidenhed fører efter fast praksis ikke til, at forældelse suspenderes. Kommunen mente derudover, at den med sine afgørelser netop blot havde udøvet afgørelsesvirksomhed og ikke dermed havde rådgivet borgeren.

Under sagens behandling for byretten gjorde borgeren endvidere gældende, at kommunen slet ikke havde truffet en gyldig afgørelse, og begrundede dette med, at kommunen i den senere afgørelse havde anført, at der ville blive truffet afgørelse på baggrund af de oplysninger, der forelå på tidspunktet for den første afgørelse. Borgeren mente dermed nu, at der ikke alene skulle efterbetales sygedagpenge i tiden fra den ugyldige til den senere afgørelse, men fra den ugyldige afgørelse og indtil sagens anlæg. Et krav på ca. 400.000 kr.

Kommunen var uenig heri og henviste til, at borgeren i sin tid var blevet partshørt over afgørelsesgrundlaget og ikke dengang havde haft indvendinger mod det påtænkte afgørelsesgrundlag. Der var også givet klagevejledning til borgeren, men borgeren havde ikke påklaget afgørelsen. Der var derfor tale om en indtil nu ikke anfægtet afgørelse, som derfor efter kommunens opfattelse var materielt korrekt.

Byretten og landsretten: Der var truffet en gyldig afgørelse, og kravet var forældet
Byretten, der var sat med tre dommere som følge af det store antal tilsvarende sager, frifandt kommunen.

Byretten fastslog indledningsvist, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse som følge af, at der ikke var inddraget eventuelle mellemkommende oplysninger. Borgeren havde nemlig ikke henvist til, hvilke oplysninger der ikke var blevet inddraget i sagen.

Byretten var endvidere enig med kommunen i, at egentlige retsvildfarelser som altovervejende udgangspunkt ikke fører til suspension af forældelsen. Og at det foreliggende tilfælde ikke hørte til de helt særlige undtagelsestilfælde, der kan begrunde en suspension af forældelsen.

Sagen blev anket til landsretten, som stadfæstede byrettens dom.

Landsretten lagde ud over de af byretten anførte grunde vægt på, at borgeren og hans faglige organisation under sagens behandling for byretten var blevet opfordret til at oplyse, hvilke faktiske forhold kommunen ikke havde inddraget – en opfordring, der ikke blev imødekommet af borgeren og hans organisation – hvorfor landsretten lagde til grund, at sagen var tilstrækkeligt oplyst på afgørelsestidspunktet.

Norrbom Vinding bemærker

  • at byretten og landsrettens dom er i overensstemmelse med den hidtidige retstilstand, hvorefter retlig uvidenhed som altovervejende hovedregel ikke kan begrunde suspension af forældelse, og
  • at dette også gælder i situationer, hvor et krav rettes mod en offentlig myndighed, samt endelig
  • at dersom forvaltningsretlig ugyldighed påberåbes over for en afgørelse, må der henvises til, hvilke faktiske mangler afgørelsen lider af.

Norrbom Vinding repræsenterede kommunen under sagen.

 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet